Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4l6 VREDE S TJÆRN ER
sumpede Have lige udenfor Østerport ved Søerne; den hvide Façade stirrede
aandsfraværende ind imod den levende og larmende By. Dobbelte Vinduer var
der med svære Gardiner for. Filt og tykke Tæpper hen over de mægtige Gulve;
Bøger, lange Rækker af Familieportrætter og atter Bøger ind gennem alle Stuer,
og saa over det hele en Luft, hengemt og støvet, som laa den endnu herinde fra
en svunden Tid, dødende alt og graanende alt.
I denne Verden af Fortid og Stilhed voksede de to Sødskende op, som i et
Drivhus; intet Vindpust naar der ind, Luften derinde, den er lun og skærmende,
men der er ingen naturlig Grøde og Gæring i den, og Blomsterne, sælsom skære
og hvide og duftende, men de kender ikke til noget Begær efter Foraarets Brise,
og deres Længsel gaar ikke imod den kommende Sol.
Og da ingen af de to klagede eller talte, saa var Excellensen tilfreds, han var
en Mand, der var tilfreds med sig selv, meget endda. Han gik ikke som andre,
han skred, han talte ikke som andre, han udtalte sig. Han og hans Kres hørte til
de fine og sjældne Mennesker, deres Øren fyldtes ikke med Døgnets Tale, og
indenfor Havens høje Gitre naaede aldrig alt dette tøjlesløse og halvtfærdige, der
rumsterede saa slemt — dér udenfor Haveporten.
Han var meget stolt af Christian den ottende, men Frederik den sjette havde
han elsket og beundret — Landsfaderen. Store Bededagsaften var der ingen paa
Volden, der bukkede saa dybt for Ferdinand og Caroline som Severin Kirkerup,
og naar den gamle Konge havde holdt Revy ude paa Østerfælled, saa havde den
hvidhaarede Gehejmeraad staaet ovre i Alléen og betragtet sin Helt gennem en
umaadelig lang Kikkert, der ellers var beregnet paa Stjærneobservationer. Det
havde været hans Livs uopfyldte Drøm at falde i Kampen for en vaklende Trone,
hvor elskede han ikke hine franske Legitimister, der døde med en Flig af det
kongelige Purpur trykket ind imod det saarede Bryst, hvor forstod han ikke den
dybe Pietet imod al falden Storhed, de detroniserede Konger, der drog ud i den
vide Verden med Kronjuvelerne i en Vadsæk og Kongekronen i en Hatteæske.
Da Karl den tiende blev fordreven, sørgede Excellensen og ombyttede sin hvide
Silkevest med en sort. — For Kirkerup og hans Kres havde Bonaparte været en
Rædsel, ja Antikristen selv, under denne Cæsars Verdenskanonade havde de lunt
gemt sig hen i Kollegierne, hvor der ikke hørtes anden Støj end Fjerpennenes
tyste Kradsen og søvnige Skridt paa Filttæpperne. Paa høje Kontorstole havde de
søgt Glemsel i flittigt Arbejde. Da Austerlitzsolen lyste, da Ørnene fløj der ude i
Verden, da beskæftigede de sig inderligt med nye Forordninger om Accisen i
Portene, med Bestemmelser angaaende Postbrædternes Indtagelse, og de havde
drømt om Bistrupgaards Hospitals Udvidelse. Disse gamle Herrer, der kom hos
Gehejmeraaden, Herrer med sælsomme Flipper og stramtbundne Halstørklæder,
havde den særeste Jargon. Man sagde saaledes Storbrittanien og ikke England,
Gothenborg og ikke Gotheborg, man talte om Dannerfolket, Dankongen, og man
gjorde ligesom Monarkiet større, naar man mystisk talte om »nede i det
holstenske«, som om denne Landsdel laa uhyre langt sydpaa; talte man om den Flod
Ejderen, lød det grangiveligen som om det var Jordans hellige Strøm, Talen
drejede sig om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
