Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VREDE STJÆRNER
413
Dødslisten, det hastede ikke, hun følte sig altfor sikker og tryg, og noget saa
umuligt som »det«, hun aldrig vilde tænke paa, — det kunde og vilde aldrig ske.
Hun stod blot dér og læste om Hærens Bevægelser, om Kampen, om hele denne
Stordaad. Saa ledte hun da tilsidst ned gennem Spalterne, men den . var der jo
ikke i Dag, der var jo ingen, hun ledte flygtigt, hastigt, det var umulig at faa Øje
paa nogen Liste. I de sidste Dage var de dødes Rækker ogsaa svundet betydeligt
ind. I Gaar var det kun syv Navne. Og hun begyndte at nynne, og hun flk
saadan en pludselig Trang til at være sammen med glade Mennesker, hun vilde løbe
op til Ahrens, men først en lille rask Tur ned til Vestervold — og hun gik hastig
ned over Torvet.
Klokken var tolv nu, det var dejligt Solskinsvejr.
Gehejmeraadens Broderdatter kom nynnende op ad den ahrenske, tæppelagte
Trappe. Konferentsraadens Pige, der lukkede op, saa’ ud som havde hun
Tandpine i Dag, hun saa’ virkelig saa underlig ud i Hovedet, da hun tog imod
Bindehatten, og det var umuligt at faa et Ord ud af Pigen.
Mathilde var i Latterhjørnet i Dag, og hun smaalo uden egentlig at vide
hvorfor, hun havde maaske alligevel gaaet i en Slags Spænding, uden selv at ville
indrømme det, men nu var al Ting dejligt og fornøjeligt, og nu vilde hun ind og
more sig en Smule, for her kunde man more sig.
Hvor hun i Grunden ligefrem trængte til at le, heltud en Gang.
Nynnende gik hun ind gennem de solede Stuer.
Men hvor var de henne alle sammen? Hun maatte hele Lejligheden igennem.
De sad vel ovre i Konferentsraadens Kabinet, og hun gik derover.
»Hvor har jeg ledt«, sagde hun forpustet og lo fornøjet.
Men Latteren holdt inde, og hun blev staaende paa Dørtærskelen ganske
forundret, for de sad allesammen saa underligt, rundtom ved Vinduerne, tavse, med
bøjede Hoveder, og ingen vilde se op, som kunde de ikke tale, og hun gik stille
frem i Stuen mellem de stumme Mennesker.
»Er her Sorg?« spurgte hun forundret og blev lidt bleg.
Der var ingen, der svarede.
Saa rejste Konferentsraaden sig og gik hende langsomt i Møde, det var en
bitter Gang, kunde man se.
»Hvorforl« brast det ud mellem hendes Læber. »Aa — nej«, som vilde hun
flygte og intet høre og langt bort, at det ikke skulde komme, det hun ikke kunde
tro, og ikke vilde tro.
Saa tog han begge hendes kolde Hænder og rystede dem voldsomt.
»Modi« sagde han.
Og lidt efter: »Ærens Mark«. Det var alt.
De græd alle i den lyse Stue nu.
Stille gik hun over til Vinduet med sin Journal, hun havde taget med, og det
var som om de sorte Bogstaver groede vældigt op for hendes Øjne, der saa’ og
søgte og ledte, som havde de overnaturlig Sekraft i denne Stund. Der paa den
anden Side, helt nede, var Listen.
Kun to Navne var der–men, det ene — var »Navnet«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
