Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
VREDE STJÆRNER
Hun saa’ det straks, og der gik som et elektrisk Stød gennem hele hendes
Legem. Det var, som om hendes Hænder og Arme blev borte for hende, visnede
og døde. Journalen faldt ned for hendes Fødder med en raslende Lyd.
Forbi — forbi.
Med hævet Hoved, stolt, uden et Ord, gik hun tilbage gennem de lyse Stuer,
hvor alle Farver var slukt, og der var kun én Tanke i hendes Hoved, — de
derinde skal ikke se mig knust — de skal se mig oprejst.
Da Pigen lukkede Døren op for hende, takkede hun, idet hun gik ud. Og det
var umuligt at høre nogen Rysten i denne Stemme.
Gaderne igennem gik hun. Den Gang var haard at træde.
Allerede var hun ved Østerport, nu ved Havelaagen, dér stod hun et Øjeblik
og maatte støtte sig til Gitteret, som brast det hele sammen for hende, men hun
betvang sig, endnu ikke maatte det komme, endnu ikke.
Man kunde tvinge "sig, gjaldt det.
Huset var som uddødt.
Hun lyttede. Tantens Stemme lød fornøjet derinde. De vidste altsaa intet. Saa
gik hun op paa sit Værelse og tog sin Haandtaske, den stod allerede pakket, endnu
i Dag maatte hun derover, det var den eneste Tanke.
Hun lyttede. Gehejmeraaden talte dernede. Mange Aars Minder laa i denne
Stemme, klar og fuldtonende, som var den aldrig bleven brudt og hærget af
Lidenskaber, og hun bøjede sig ned imod Gulvet, lyttende, som hørte hun denne
Stemme for sidste Gang.
Nærmere og nærmere ned mod Gulvet naaede hendes Hoved, og i den dybe
Stilhed hørte hun enkelte Ord og forstod, at de gamle Søskende dernede
opfriskede gamle Minder fra deres Ungdomstid.
Hun havde rejst sig, vidste et Øjeblik ikke, hvad det var, hun vilde, som om
alle Tanker var døde, en dyb Følelsesløshed gled gennem alle Nerver, Hjærtets
Slag ligesom udviskedes og sygnede, der kom mørke Skygger frem for Øjnene,
og hun greb efter en Stol og sank sammen. Men saa var det der pludselig i et
eneste Blink, det forfærdelige — han, den døde; Liget, som laa det derhenne i
Skyggen, sønderrevet, som randt det ustandseligt med Blod fra ulægelige Saar,
som ventede det paa hende med tusinde tavse Anklager, og hun jamrede sig
ganske stille og rokkede frem og tilbage.
Øjnene, der var saa blaa og dybe, og Haaret, dette fine, bløde Haar, som et
Barns, og Hænderne, ja disse Hænder som alt havde skaanet. Stemmen, at den
aldrig skulde lyde mere, at han aldrig mere skulde bede og klage. Aldrig mere
skulde han komme og lægge sin Haand i hendes, aldrig mere.–
Der gik en Dør nedenunder, og hun fo’r op.
Nej ikke saaledes, det var ikke saaledes hun vilde det; kom Skæbnen med sine
ubarmhjærtige Slag, saa ingen Svaghed, hun havde ofte sagt sig det selv. Nu var
Timen der.
Hun samlede sine Sager sammen og tvang sig til at være rolig, saa satte hun
sig hen og skrev et Par Linjer til Tanten, hun anstrængte sig for at gøre Skriften
klar og fast, og hun følte en næsten ubevidst Stolthed over sin Karakterstyrke.
»Er her bleven spillet med Liv og Død,« skrev hun »saa er det mig, der paa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
