Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
JOHANNES MAGNUSSEN
Bedre Mand end Johannes Magnussen kan ikke tænkes, naar man sidder
sammen og siger, hvad man vil, fordi man stoler paa hinanden. Han løfter
Gentle-man’ens Glas til Skaal for det, som er Skaalen værd, og han ejer Gentleman’ens
Foragt for Bærmen. Han vilde hellere dø end forsømme sin Borgerpligt, og han
vilde kvæles, om han ikke maatte sige Snobberne sin Mening. Hans Lystighed
gaar løs paa Bjærgene, og hans Forargelses Orm dør ikke. Der er noget i ham
af den hellige Ild, og han hører til dem, der ikke slukkes. Naar han under Tiden
anstiller sig aldrende, som f. Ex. den Dag han sprang over de halvtreds, er han
bare latterlig.
Han har naturligvis sin ulykkelige Kærlighed — de Stakler, som ikke har denl
Det er Musiken. Man skal se ham, naar han akkompagnerer Fru Erhard-Hansen
eller Frøken Boeck. Der staar en saadan Musik af dem, at det synger i Stuen,
naar de er borte. Man skal høre ham synge med sin egen, umulige, hæse, arrige,
ærbødige Stemme. Naar Drachmann har mast Bourgeoisiet m. m. og skal til at
indrette sig paa ny, bør han fæste Johannes Magnussen som Spillemand for det
røde Guld.
Kønnest og morsomst er Magnussen i sit Hjem blandt sine Børn.
Men her maa jeg udtale mig med en vis Forsigtighed. Da jeg var lille og altsaa
rimeligvis meget bedre end nu, skrev sal. Carl Andersen i Illustreret Tidende en
Biografi af min Fader, hvori han blandt andet nævnede den herlige Børneflok. Hver
Gang, vi siden var uskikkelige, kom Fader over os med de Ord: »Det kan fedt
hjælpe, at Carl Andersen kalder Jer en herlig Børneflok« o. s. v. Hvilket affødte
et rasende Had i min Sjæl mod den Mand, der havde forherliget mig. Jeg tror, det
er Grunden til, at jeg aldrig senere har fundet det mindste Talent i hans Værker.
Dette vil jeg ikke risikere med de unge Magnussener, der hører til mine bedste
Venner. Jeg indskrænker mig derfor til at sige, at Johannes Magnussen loyalt støttet
af sin elskværdige Frue frembyder en fin-de-siåcle Fader i Renkultur. Han erkender,
at han har sat fire Mennesker ind i Verden uden at spørge dem om Forlov. Og
da han véd, at Verden ikke er lige skøn i alle Ender, beder han dem daglig om
Forladelse. Ydmyg og beskeden bevæger han sig mellem den Del af den næste
Generation, der har Regres til ham — med den øvrige tager han det naturligvis
ikke altid saa nøje; Styrke er Begrænsning. Angst for at træde dem over Tæerne,
gætter han deres mindste Ønske og slider fra Morgen til Aften for at afbede sin
Synd. Og Børnene tilgiver ham i Reglen. Falder han en enkelt Gang tidlig om
Morgenen eller sidst paa Maaneden ind i en antikveret Fadertone og skælder dem
Huden fuld, lader de, som de ikke mærker det og taler ikke om det til nogen. En
Mand sagde en Gang om det Magnussenske Familiepalais: »Jeg véd ikke, om der
er noget ved de Mennesker og deres Børn hver for sig, men sammen er de
uforlignelige.«
Skulde jeg karakterisere Johannes Magnussen i et Par Ord — hvilket jeg
ligesaa godt kunde gjort strax, naar det ikke var for Honorarets Skyld — saa vilde
jeg kalde ham en god, dansk, radikal Gentleman.
CARL EIVALD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
