Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187 DE PESTSLAGNES FADER
Om natten døde Hafna og Amina,
pa lejet hos hinanden sov de ind,
så stille døde de med kind mod kind,
at skønt jeg vågen lå med aabne blikke
opskræmmet af min førstefødtes død,
jeg kender ikke deres sidste strid.
Ja, deres egen moder, hun som våged’
med sorgen for sin søn, hun hørte ikke,
hvordan de døde —–-
Om morgenen var de begge blå som stål,
ja, mine døtre havde soten slaget.
Hid vagten kom og slæbte dem af teltet,
de drog for evig bort fra fædrefavnen.
Men som det sømmer sig fuldvoksne piger,
de fejed’ jorden foran os med håret.
Dér sidder solen på den store himmel.
Hver morgen står den op bag palmeskoven,
hver aften synker den i glød bag sandet,
og altid er den himmel lige klar.
Men solen var ej længer sol for mig,
og himlen var et fremmed, tåget øde,
hvori den hang og glo’de som en djævel
og sugede vort liv som en vampyr;
og himlen tåged’ sig af dunst og hede,
hvor skulde jeg vel vende hen min bøn,
Gud Herren hyllede sig sort.
Sådan ti dage slæbte sig afsted,
de andre fire børn var alle sunde.
Min hustrus hjærte slog alt mere frit,
ja, selv det lille nor, det allermindste,
det levede med roser på sin kind.
Jeg selv omsider ånded’ også op,
jeg kunde ikke tro, at himlens Gud,
der havde fået tre af al min lykke,
mig vilde røve hver og én endnu.
Ak, hvilken helveds time, da jeg skued’
i øjet på min yngste søn og så
og kendte døden. Som jeg vogted’ på ham!
Det første tegn, som ingen kunde se,
på drengens åsyn — jeg, hans fader, så det.
Hans miner ændred’ sig lig hins,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
