Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
DE PESTSLAGNES FADER
Ak, hvem vil vel forstå at fatte smærten,
der skriger i mit sønderslidte hjærte?
Jeg vender hjem til Liban, til mit hus.
I gården står den vilde pomerans
og spørger mig: Hvor har Du dine børn?
og mine døtres blomster står i krans
og spørger, hvor er dine døtre henne?
Men allerførst vil skyerne på Liban
se på mig, spørge mig: hvor er din hustru?
Ak, mine børn, dem alle jeg begrov
bag Sjechs den skrækkelige hvide kuppel,
og nu vil hvert et ekko spørge mig,
og alle mennesker med frygt det samme,
om det er muligt, at jeg selv er karsk;
ja. de vil spørge — og hvad skal jeg svare?
Jeg kom hertil. Mit telt blev rejst i sandet,
.kamelerne sig lagde tyst til hvile.
Så dejlig som en engel stod mit barn
og fodred’ spurvene, hans kære venner,
der næsten napped’ brødet af hans hænder.
Ser Du det lille åløb hist i dalen?
Min yngste datter, rank som flodens rør,
kom hjem derfra med krukken på sit hoved,
hun lo så jublende og slog til vandet,
så strålen overstænked’ hendes brødre.
Da sprang den ældste op, hans øje brændte,
hans hænder rysted’, mens han greb om krukken
»Gud selv vil takke Dig for alt det vand,
ti jeg vil drikke som en tørstig hund!«
Han drak, han suged’ vandet ud til bunden
og faldt, faldt som palmetræ, der fældes.
Op sprang jeg. Ej var tid, ej sans for redning,
hans søstre vilde kysse ham —
Jeg skreg som gal: »I understår Jer ikke!«
og greb hans lig og råbte op til vagten,
de skulde tage ham med deres hager
og slæbe ham til pestens store grav.
Fra denne smærtefulde nat man bød os
at vente fyrretyve dage til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
