Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191 DE PESTSLAGNES FADER
De kom at græde med mig arme mand,
de kom at tage dette legem bort,
og uforsigtigt, skamløst slog de hagen,
den tunge, spidse faldt på hendes bryst,
det faste, hvælvede, det hvide bryst,
og her 11 Gud fri hver sjæl for hvad jeg ledl
de flængede det sønder —––-
O, Gud, det vil Du huske dommens dag.
Så tog jeg hende op på mine arme
og bar mit hjærtes barn til hendes grav.
Med hænderne om barmen krampeslutne
urørlig sad min hustru trende dage,
gul som af træ, i krogen af vort telt.
Det lille spæde barn blev blegt og usselt,
for modermælken tørred’ langsomt bort,
og daglig hørte vi dets klynk fra vuggen.
Ak, hvilken ørken! ingen børn omkring mig–
Du ser på steppen vel med andre øjne,
den spejles ikke sådan i dit blik,
måske endogså gylden, klar og venlig?
Jeg synes, det er helvede, jeg ser.
Og hist paa højene, hvor havet bryder,
der synger det for dig, for mig det hyler.
Og når det ej af hvirvelstormen piskes,
så synes Du, det mumler. Nej, det jamrer!
Hver dag ved aftnens komme hørte jeg,
da sang han, muezzinen, på sit tårn.
Det var, som jamrede han over mig
og kvæded mørkt og drøveligt deroppe
til ulyksalig fader om Guds storhed.
O, være Du tifold lovet, o Allah,
lovet i ildens buldren, når byerne brænder,
i jordens store skælven, når husene vakler,
lovet i pestens rasen, der børnene røver
og river søn fra den fædrene favn––
O, Allah, Akbar Allah! Du er stor!
Hvert menneske, hvert ansigt vendte sig,
de sky’de mig, de flygted’ langt herfra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
