Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 DE PESTSLAGNES FADER
Mit telt, som mine døtre havde vævet,
det muldned’, og det sortned’ og blev mørkt,
og i forrevne laser hang dets lærred
af skimmel dækket som de dødes kister.
Man læste pesten grelt derudenpå.
Og ved Du! selv den vante spurveskare,
der fløj med vingesmæld her rundt omkring
at nippe brød og bade sig i sandet,
den standsede sin vingetravle færden,
da mine børn var båret bort herfra.
Om den blev skræmmet af det flåede lærred,
hvad om mit mørke åsyn jog den bort?
men ej fløj hid en nok så lille fugl —
jeg så det — og blev tungere tilmode.
Fem dage fra min datters — å min Gud,
ved aftenstid tog havet til at brøle,
og solens kreds i mulmet døde hen
mens sorte skyer sværted’ himlens bue.
Og natten kom, den prentet blev i mindet
med rædselsskrift, begsort med lynildsflammer;
jeg føler, ser og hører den endnu,
jeg hører teltet piskes vildt af regnen,
hvordan det giver sig, så hult det brager,
vugger tungt i mørket over os,
og lyser rødt i lynildsblussets vælde,
som var det satans grav i blodig flamme.
Det klang bag uvejrslarmens brag, som hørte
jeg mine døde børn bag teltet græde,
de sukkede så jamrende, så tydeligt, så hult.
Jeg spændte øret, fanged’ lyden ind,
og angst, forfærdet jog en tanke frem:
Hvor går det dine børn i graven?
Og pludselig — ak hvordan kunde døden
så stille, troløs snige ind i teltet?
Bragende klang skrald på skrald — og dog —
pludselig — en bitte vuggeklynken.
Men denne svage lyd var rædselssvanger,
ti med det samme styrtede vi begge,
moderen og jeg til barnets vugge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
