Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478
DE PESTSLAGNES FADER
end ikke skrabelyden af en mus,
og ingen stønnen, ingen rallen mer,
Sådan vi ventede i firti dage.
Og karantænens læger kom herhen,
dybt skued’ deres øjne ind i vore,
jeg så det, hvor de alle undred’ sig.
Ti jeg var bøjet og med grånet hår,
min hustru blev af vågen og af smærte
som ravets farve eller gulblegt voks,
og hendes hoved bar en hvidnet krone;
på kinderne en sælsom teglstens rødme,
og hendes øjne skinned’, som man ser
hos fanger, når de atter møder solen.
Og lægen bød at slå på albuleddet,
hvor pesten bider sine første mærker.
— Jeg var sund. Tror I det, mennesker?
Jeg kyssede hvert lig af pest besat,
og jeg kom sund fra sådan karavantur I
Min hustru, der knap rørte en af dem,
hun blegnede og slog sig for sit bryst
og segnede til jorden med et suk.
Og ind i teltet bar jeg så tilbage
på mine arme liget af min brud,
og kastende min byrde faldt jeg selv
omkuld som død, plat ned på teltets gulv.
Jeg vågned’ først, da fyrretyve dage
var omme–––––
I dødens favn betro’de mig min hustru,
hun vilde have fra sin mindstes grav
et minde, blot en sten, en blomst, en urt,
en hårlok af dets hoveds krølleflokke,
én ting kun til erindring om den mindste.
Se, denne kapsel, som jeg har i hånden,
den gemmer gyldne, hellige hår
i graven skårne af den lilles hoved.
Den arme moder havde kræfter nok
ved midnatstid at grave ud sit barn;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
