Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193 DE PESTSLAGNES FADER
Og skønt den lilles støn var såre stille,
fornam vi det som højlydt klageråben,
som søndret, magtesløs, fortvivlet hvinen,
som hev han op det dybt fra hjærtegrunden.
Og så forstandigt, og så djævelsk var det I
så vi sprang begge til, som lynet jog os,
men uden håb og uden tankekraft.
Og anelsen bedrog os ej. Det døde. — —
Af samme sygdom som de andre døde,
og måtte hen til dem i bunkegraven.
Det døde — det elskede — det sidste 111
Ufølsom slagted’ det den sorte død
og aldrig vender det tilbage.–-—
Der kom en nat igen med lyse stjærner.
I teltet sad min viv og jeg, foran os
på bordet livløs henstrakt lå vort barn
så skrækkeligt i dødens marmorstivhed.
Jeg følte det med blikket på den lille,
at kunde den blot blive sådan hos os,
kun sådan, anderledes ej, da vilde
den halve jammer smelte i mit hjærte.
Og så bar hverken pestens furier
ej heller jeg den hen til Sjechskapellet,
dens egen moder bar den sidste gang.
Dér sad jeg i det tomme telt med kvinden,
men fatter Du hvordan? Istedenfor
at samle vore hjærter, drypped’ sorgen
en langsom, blodmørk gift i vore sjæle.
Og vid: Gud Herren rense mig derfor,
da skabte sorgen om sig til et had,
der rejstes sort og iskoldt os imellem.
Vi mæled’ til hinanden intet ord;
sig selv, hvad skulde der vel tales her
i dette tomme telt af mig og kvinden,
forældrene til disse børn? — — — —
Og sol gik op med luerøde stråler,
en fakkel lig, der tænder blodig brand,
og lige barnløs var jeg hver en dag.
Uhyre stilhed lejred sig om teltet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
