Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NY DANSK LYRIK
493
Aldrig skal jeg komme
Jordens Lykke nær.
— Gyldenhvide Maane
bag de sorte Trær.«
staar — uden Overdrivelse — ikke tilbage for de inderligste, ganske uretoriske Sange
af Paul Verlaine.
Saare gribende er ogsaa den følgende Monolog med det trøstesløse Omkvad:
»Om jeg husker Afmagt, Afmagt....
modløst, kraftløst, Gang paa Gang:
Afmagt, Afmagt — som et Omkvad
paa min Skæbnes Sørgesang.«
Derfor er det ogsaa iøjnefaldende, hvor meget mindre sanselige hans Vers er end Johs.
Jørgensens Ungdomsdigtning, hvor der ulmede en saa dunkel Brand. Der er kun et
eneste (»Til —«), hvor Lidenskaben banker stærk og hed og hvor en Kvindeprofil
udmærket er aandet frem, men hvor et enkelt Citat vilde bryde Billedets Enhed. — Saa er der
et andet (»Skumringens Klokker«) hvor Kaj Hoffmann har formet en Sonnet paa en hel ny
Maade, en Sonnet, hvor der er Linjer, som — ganske fysisk — bringer en stigende
Angst og Skælven. — Ellers er Erotiken saa attraafjern som i disse Rytmer, der virker
tyste og rene som en gennemsigtig Aften:
»Det er, som disse Øjne var mig kendte,
som saa jeg dem forlængst i Livets Morgen,
for første Gang mod mine Øjne vendte.
Det var vel den Gang, da jeg mødte Sorgen ....
Og disse Øjne kalder — som en Søster
paa Broderen, der bor paa fjerne Kyster.«
Eller saa dybt usanselig som i »Ensom Aften«, der er tungt af al svunden Lykkes
Graad. Men meget ejendommelig for Kaj Hoffmann er Slutningen. Denne Blanding af
Resignation og bevidst Stolthed gaar igen i flere af hans Vers og gør dem saa
mærkeligt hvide:
»Men da lød en Røst der svared — fra mit Hjerte fra det fjerne —:
Salig den, der uden Klage elsker, hvad han aldrig møder 1
Salig den, som tror og drømmer — som mod Nattens store Stjerne
hæver sig i stolte Hymner, mens hans Hjerte stille bløderl«
Fjernt fra det deprimeret-Joh. Jørgensen’ske er ligeledes dette Udbruds Stolthed:
»Men fyldt mig med Smerternes Smerte har Skønhedens Evighed . . . .«
Paavisningen fra Joh. Jørgensen blander sig med en kunstnerisk lykkelig
Paavirkning fra den moderne franske Lyriks Storaand: Baudelaire. Man maa kende Baudclaire
nøje — ikke blot som isoleret Fænomen, men i organisk Sammenhæng med
Aarhundredets øvrige store Lyrik — for at se, hvor nøje Kaj Hoffmann har vidst at tilegne sig
noget af den franske Mesters Hemmeligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
