Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE 224
— Jamen alligevel, Frøken, hvis jeg nu bød Dem tyve Kroner . . .
Han saa ondskabsfuld op paa hende, vilde lige til at fortælle, at han egentlig
slet ikke havde saa mange Penge hos sig, men da bøjede den unge Pige Hovedet
og sagde bebrejdende: Fy, hvor sjofel De er!
— Om Forladelse I stammede Einar og fik pludselig Graad i Halsen; han rakte
sin Haand hastigt ud, fik akavet fat i hendes og trykkede den, saa sprang han ned
og gik om Hjørnet.
Et Øjeblik efter kom han tilbage og stod stille nedenfor Trappen —–-
Han fortrød bitterlig den Bevægelse, der uimodstaaeligt havde grebet ham ved
Damens sidste Ord.«
Han søger saa vidt muligt at stemme sine Omgivelser i samme ilfærdige Tempo,
som han selv lever i. Naar Omgivelserne ved deres Ro kontrastere med hans
Sjæleliv og derved udhæver dettes Kamp og Uro, sørger han for at tilvejebringe den
fornødne Mislyd. Da han er kommet hjem efter Mødet med den ubekendte Dame,
oprevet og urolig mere end sædvanlig, føler kan sig bundet af Nattens Ensomhed
og Stilhed. Forsigtigt »næsten stjæler« han Violinen op til Hagen og aflokker den
svagt og langsomt spæde Toner. »Det lød som om der spandt sig tynde, krympede
Lydtraade fra Violinen, eller som en Guldsmeds løse Spindelflugt mellem Sivene.
Pludselig mærkede Einar, hvor sammenknuget han var af Natten — han satte Buen
bag Violinstolen og filede der, skar Grimasser og fik ligesom revet Hul i Stilheden.«
Stilheden var ham uudholdelig. Den var en Bebrejdelse mod ham. Det er som
et Symbol paa hans Væsen; thi atter og atter, naar Harmonien truer med at faa
Overhaand, sætter han Buen bag Violinstolen.
Hvorfor tvivler Einar Elkær? Det var en Brist i deres eget Væsen, i deres Evne
til at realisere deres Drømme, der gjorde Niels Lyhne og Ulf til Skeptikere. En
saadan positiv Grund findes ikke til Einar Elkærs Tvivl. Trangen dertil er i hans
Væsen. Han tvivler om alt, fordi det er hans Maade at opfatte Tingene paa. Han
ser samtidig med Fænomenet dets Modsætning, ligesom Kalkspatten bryder Lyset
dobbelt. Han analyserer fordi det er ham en Nødvendighed, fordi hans Tanker
ere Knive, der skærer det, de kommer i Berøring med. Da det er en Lyst at
udøve enhver Færdighed, man besidder, saa tvivler han gerne, skønt Tvivlen
rokker, hvad han har kært, og analysere gerne, skønt det er ham selv, der bløder
under Kniven. Analysen er bleven ham en Sport. Han noterer omhyggeligt enhver
ny psykologisk Iagttagelse, han gør.
»Jeg er nemlig raa, Frøken, ikke maskeret, men nøgtern, kritisk raa. De skal
altid finde mig parat til en Kynisme, jeg bugner af Lyst til skaanselsløs Analyse
— uden lyriske Armfagter.––––––––––-
–––-Skal jeg for Resten sige Dem, hvorfor jeg er genegen til
Kynismer. Jo det er en Ligevægtsudsvingning — jeg bliver altid raa, naar jeg
kommer efter, at jeg har været servil, det er en Slags Oprejsning, jeg giver mig selv.
Det har jeg aldrig tænkt over før.*
Han gnider sig i Hænderne som en Samler, der har faaet fat i et sjældent
Frimærke.
Han véd, hvad dette fører til. Han kender sit Væsens Løshed. Bittert sammen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
