Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE
509
ligner han det med en Lerklat, hvori enhver kan aftrykke sine Fingerlinier, og
som en voldsom Reaktion mod Splittelsen svælger han i Følelsen af sit Jegs
Storhed, Ejendommelighed og Alsidighed.
Han faar Paroxysmer af Jegfølelse.
Da han fra Brooklynbroen ser ud over New-York, overraskes han af Byens
Størrelse. Indtrykket truer med at overvælde ham — gøre ham lille; men han vil
ikke lade sig kue.
»Død og Evighedsplage hvor den By var uhyre stor i — Men som Einar stod
der, følte han Lyst til at skræve over det altsammen — han mindedes Kolossen paa
Rhodus — vade oven i Bunken I*
Medens han staar deroppe, føler han Lyst til at styrte sig udover Rækværket
ned i Floden.
»— Hvis han havde gjort det I .... Maaske var han falden lige ned paa et
stort Dampskib og havde slaaet det totalt læk . .
Efter lige forud at have konstateret sin Genialitet ved en Sammenligning med
Schopenhauer, forekommer det ham unaturligt, at det skulde være ham og ikke
Dampskibet, der sprang læk.
Kun Skade, at man ikke kan staa paa Taaspidserne mere end nogle Øjeblikke
ad Gangen.
Naar saa Slappelsen kommer, og Tvivlen truer med at knuge ham sammen,
beruser han sig i stolte Ord.
»Jeg er min egen Død og Opstandelse. Jeg blev født til Livet, men arvede
Afmagt. Og nu er jeg det løse Indhold af en Skuffe; enhver Kødnæve kan komme
og rage deri. Men jeg har al Menneskelighed i min Sjæl. Det, der kunde bringe
Jer allesammen i Galehuset, det er mig en Leg, en Vits, jeg spiller med de
farligste Ting, alt efter som mit Lune er.«
Sagen er: han er for stolt til at ville fortvivle. Han vil ikke indrømme, at
Tvivlen er noget ondt, skønt han lider under den; thi den er hans Liv, og Livet
nytter det ikke at anklage. Han har den »amor fati«, som Nietszche priste. For ikke
at bukke under maa han blive Optimist, for at kunne udholde Splittelsen maa
han haabe paa en Enhed bag den.
»–-som Drenge lavede vi Bolde af Kohaar, men de lod sig ikke rulle
til en Kugle, før Haarene vare omhyggeligt pillede fra hinanden, næsten et for
et — tesede, som det hed — – —––––— —––
––-Haarene er tesede og ligger i en stor løs Bunke — en rask Dreng
skal komme med begge Hænder og rulle Bolden.«
Han sukker efter Enhed. Det er maaske hans eneste Ideal! Han forestiller sig en
Mand, der ikke blot har, hvad han selv besidder, sjælelig Rigdom og Mangfoldighed,
men tillige Enhed og Kraft. Einar Elkær er for svag til at eje mere end Voldsomhed.
Da han har mødt Betty igen, mærker han med Jubel, hvorledes hun bliver hans
Væsens Samlingsmærke.
»–nu var det, som om Einar voksede af bestemte Forudsætninger, han
havde ligesom vendt de Kviste mod Lyset, han vilde skulde trives.«
Han har fundet det, der for ham var Lykken, at træffe et Menneske, et eneste,
overfor hvem hans »Selv kan vise sig helt og siden blive ved at være det.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
