Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE 229
en paa en Løgn, eller man kan sige, at Mennesket ved sin Tro maa skabe en
Sandhed.
For Einar Elkær gives der ingen Moral. Han smiler ad de Anskuelser, der
doceres i »Forskrevet«. Det er Bælamme-Radikalisme. Den fri Kærlighed, Edith
skildrer, er et Slags reformeret Ægteskab, hegnet af den højeste Ædelhed og
Uplettethed. Det er Anskuelser, som vilde flattere en hvilkensomhelst Dame i en
Selskabssal. Einar Elkær er kynisk, og han er derfor begejstret for Elisabeth
Borring, om hvis Navn »der stod rygende Skandaler«.
»Einar fulgte hendes Sejersgang med Beundring.
Om hun slog Benene bort under en rig Mands Søn, naar han stod dinglende
paa dem i Forvejen, hvad saa? Samfundet er altid parat til at forbyde Angreb paa
et Sted, hvor det har sin Svaghed — Drengelogiken 1 — ikke slaa i Hovedet. —
Et Menneske skød sig en Dag for hendes Skyld: hun optraadte samme Aften
for fuldt Hus og sang og dansede som en Salome. Og Staden vrinskede af
Indignation, som om hun kunde gøre for, at Folk var tykke og dumme.
Elisabeth Borring overhuggede en gordisk Knude, hun erobrede en Verden.
Hendes Frækhed var mageløs og sjælden i Landet«.
Han foragter alle Regler. Han véd, at »Menneskenaturen er lovløs dyb«.
Einar Elkær er den »første Immoralist« * i dansk Literatur. —
Det er vanskeligt at give et klart Indtryk af Kunsten i »Einar Elkær«. Den er
saa overdaadig rig paa nye, geniale, bitre og trodsige Enkeltheder, at man har ondt
ved at begrænse sig. Det er sikkert, at den ikke byder en lignende anspændt
aldrig bristende Kunstnydelse som »Niels Lyhne«. I »Niels Lyhne« er Stilen vægtig.
Sætningerne ere som tunge Kæder — hvert Led af lødigt Guld.
Stilen i »Einar Elkær« er ujævn, men aldrig kedelig. Stilen bliver yderst sjældent
søgt (»en syngende Stilhed groede«); thi dens Originalitet beror paa Forfatterens
originale Syn, men den kan blive smagløs. Den ejer en ram, salt Friskhed. Den
slaar Meningen fast i korte Sætninger. Den løber Storm i et dristigt Paradox. Den
har frapperende, malende Vendinger, der ejer en Mark Twainsk Humor. Dens
Grænser er den »flotte« Stil, saaledes som den uddannes af aandrige Journalister
og Humoreskestilen, men det er sjældent, at den strejfer disse Grænser.
»Niels Lyhne« ejer en beregnet Skønhed, der vover sig til Grænserne af
Skruethed og Overlæsselse. Dens Skønhed har ikke de lige strenge Linier. Det er
Bølgelinien, der er den fremherskende, afmaalt med en sikker Takt efter Rytmikkens
strængeste Love. Billederne ere ikke nærliggende — de ere søgte, men søgte med
en Smag, der lader dem sige nøjagtigt det, de skal. De ere aandfulde — men ere
lige paa Grænsen af at være Aandrigheder f. Eks.:
»Hans Tro havde i blind Flugt kastet sig mod Himlens Porte, og nu laa den
paa Edeles Grav med knækkede Vinger«.
Jacobsen forstaar at benytte Billedet fuldt ud. Han tager al den Nytte af det,
han kan. Han komponerer et saadant Billede med Effekten for Øje.
»Lykkelig er den i sin Sorg, der, naar en af hans Kære er gaaet bort, kan
græde alle sine Taarer over Tomheden, Forladtheden og Savnet, for de er tun-
" Nietszchc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
