Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK WAAGE
5Si
syge var haabløs —, og alt det, vi skulde gøre, naar vi blev raske I De lyse Linde
og de lyse Haab paa en Baggrund af Smerter og Dødl
Vi talte naturligvis først og fremmest om hans famøse Digt mod Krøyers
»Børs-t billede«, som havde skabt ham en pinlig generende Offentlighed’ — han hadede
den Art Offentlighed. Og vi var ængsteligt ærlige overfor hinanden. Han taalte,
at jeg fandt Digtet mislykket og lidet rammende. Jeg forstod jo godt hans Idé;
det var et Angreb paa Krøyer, der havde manglet Sjæl og Bevidsthed til en
betydelig Opgave, der havde taget Opgaven mere som blot Maler end som Kunstner.
Det var intet Angreb paa vor Handelsstand, men paa Krøyers overfladiske
Opfattelse af den og hans umodige, traditionelle Behandling. Digtet endte — som
bekendt — med en Reminiscens fra Rembrandts Borgerbilled; den var meningsløs,
naar man tog den bogstavelig, men der laa et Dyb af ædel Kunstbegejstring i den
Slutning, naar man’ tog den figurlig som en Antydning.
Imidlertid — Digtet var uklart og ramte fejl. Det talte vi om, og dér gik denne
Mand, der var sig sit Maal bevidst, og undrede sig som et Barn over Menneskenes
Lidenhed og Dumhed og over sine Ords uformodede Opsigt!
Af vore Samtaler steg for mig Billedet af en Mand, stammende fra fin dansk
Aandsadel — hans Fader Provst W., i nær Slægt med Edvard Holm og afd.
Johannes Fibiger—, født midt i et Hjem med den rigeste Guldalderkultur, uddannet
med Sans for al Verdens Kultur og selvudviklet i stadig Søgen efter Kulturskattene.
Der var i ham en given Form, som han længst havde fyldt ud og kun længtes
efter at udvide eller, hvad der vist blev nødvendigt, sprænge.
Han elskede Bøger, fordi Alt, hvad han læste, blev Liv for ham; han talte med
sine Bøger. Og han elskede Samtale. A. C. Larsen har en Gang sagt: »Vor Tid er
ikke mere Talernes, men Samtalernes Tid«, og paa Waage passede disse Ord i
højeste Grad. Han var en Mester i Repliken — den var saa naturlig og saa
glasklar. Det var netop Repliken, man beundrede i hans Digte, da de udkom under
Titlen »Ungkarl«, og endnu mere i hans Nutidsdrama »Evige Mure«. Det var al
Tid, som om han samtalte med Nogen; og derfor virkede hans Ord, skriftlige
som mundtlige, al Tid med Personlighedens Nerve, »fra Leveren«, som om han,
ligefrem, som da han kom til mig i Hospitalets Grønnegaard, tog En i Knaphullet
for at naa ind til Hjertet.
Ligesom han lærte Livet af Bøger, lærte han det af Samtale ved at høre andres
Oplevelser. Og han, der aldrig var kommen i Konflikt med Livet, fordi han var
de stille Syslers Mand, blev derved som en Vismand, der roligt vejede hvert lille
Ord, hver lille Betoning, naar han hørte om Livets Kamp, og derigennem saa
han Mennesker til Sjælen. Naar undtages Soldatertiden, der vel er helt opdragende
for slige Stillelivsmennesker, traadte han ikke ud i Hverdagens Hurlumhej. Han
var og blev en Mand, der havde sine Idealer hele og ubeskaarne, Ungkarlen, der
— som han selv skrev i et Digt — »staar Vagt for Nattens Aandesyner«, og det
var vel derfor, at han, første Gang han traadte offentlig frem, med »Børsdigtet« i
»111. Tidende«, blev saa grundigt misforstaaet og medtagen.
Hans higende Aand og hans Længsel efter Liv lod ham ikke Fred og Ro i den
Form, hans Liv havde antaget. Dagens Strid, Menneskenes Vekselvirkning og
Udvikling raabte paa ham En Dag var Formen splittet, som af en uimodstaaelig
4°*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
