Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 OVE RODE
Hvor trygt jeg har sovet, og hvor jeg har drømt. Over alle Tage det graaner.
Det gryer ad Dag, den grimme Dag, der alle mine Længsler haaner.
Mer vil jeg sove og mer vil jeg drømme, hvis blot jeg mit Hjerte kan tvinge.
Med fjerne Klokkers forvirrede Klang jeg hører det festligt ringe.
Harlekin, lille Harlekin god ––
Og som Harlekin i sin Elskov er Lyriker og ikke Mand, saa viser det sig, at
hans Ungdoms Had mod et Samfund, hvor Sandheden og Oprigtigheden er
vildsomme Stakler, blot har været Stemninger — saa løst sammenføjede, at de falder
for den første lidt haarde Prøve. Harlekin bliver omvendt 1
I en Scene, der er bidende vittig og hvas som Hugget fra en vred Mands Haand
og tillige saa bittert vemodig spejler Forfatteren i Medusas Spejl vore triste Dages
Ungdomsomvendelser. Harlekin falder paa Knæ for sine graanede Venner, Byens
ædle og fornemme Mænd, med Skældsord som blege Lig om sin Ungdoms
Kammerater og sit Hjertes Venner, de der til det sidste vil tro, at ogsaa dette fra ham
blot er en ny og lystig Skemt, en ny og herlig Variation over det gamle Emne:
Min Søn, vil Du i Verden frem, saa buk. — Men det er den bitreste Sandhed.
Han har nu ikke andre Navne til dem end Svirebrødre og Spottefugle, han gør
dem ansvarlige for sin Ungdom:
Jeg var svag; jeg blev revet med af stride
Strømme, der ej blev hæmmet i Tide.
I Parentes jeg desuden bemærker:
Jeg har læst en Mængde moderne Værker.
Men fremfor alting en Mand jeg nævner,
der har forført mine svage Evner;
der ved sit Væsens besnærende Ynde
forlokked og lærte mig Kunsten at synde;
der nedbrød min Tro paa Stadens Store
paa Cassander og Pjerrot, — der skeptisk mig gjorde —
Og medens den Mand, hvis Ideal Harlekin har taget forfængeligt, tavs og
vemodigt gaar, fordi han ikke svarer »en Ven fra igaar, der i Dag er min Fjende«,
bjerger Harlekin sig under Mængdens Haandklap over i de hellige og ligegyldiges
evige Lejr. Kampen mod alt det, hans Ungdom hadede, er nu forbi. Han er nu
optagen i de brave Borgeres hyggelige Lag og drejer nu med foldede Hænder og
fyldte Lommer rundt paa de gamle Tankers og anerkendte Løgnes evige Valse.
Det gaar i Komedien som i Livet, Harlekin gaar ind til den varige Hæder: han
har sveget sig selv og sin Ungdom.
Denne Maskekomedie, der er saa rig paa munter Vid og bidende Skemt og
yndefulde Vers, og i hvilken man kan studere »Politiken«s specielle Stil, der her
har naaet sit Højdepunkt og sat sin fineste Blomst, er da i sin Udgang dybt al-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
