Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNGE DIGTE
569
Var jeg nu hos dig, du spurgte mig ømt:
»Hvorfor er du ogsaa bleven s.aa hvid?
Har du mistet dit Liv, eller Liv der blev drømt?«
— -— Aldrig vi læger hinandens Saar,
Ensomme er vi i hver en Tid.
Lad mig leve som du, saa stum og saa blid . . .
DECMB. 99.
CHRISTIAN RIMESTAD
II
TIL -
i
Jeg vented ved Kanalens mørke Strømme,
Et Par Cypresser spejled sig deri,
To stille, hvide Svaner saa jeg svømme
I fornem Ro vort Mødested forbi.
Jeg hørte Kirkens Klokke langsomt ringe
Med tunge Slag igennem diset Luft
Og stille Bud om Solens Nedgang bringe,
Jeg kendte Græssets stærke, vaade Duft.
Du havde lovet, at Du vilde komme,
Naar Kirkeklokken lød og Dagen led,
Jeg blev der, til den halve Nat var omme,
Og er ej, som Du tror, det mindste vred.
Den stille Skønhed tog mig i sin Favn,
Jeg kunde tænke paa Dig uden Savn.
2
Du véd mit Liv er Tvivl. Hvad Luft og Vand
Er for enhver af os, er Tvivl for mig.
Hvert Haab, hver Kærlighed, hvert ja, hvert nej,
Staar vaklende paa Tvivlens Klipperand.
De andre giver jeg i Flæng mit Smil,
De ser ej Narremasken, jeg har paa.
Du var den første, der bag Smilet saa
En Sjæl i evig Længsel efter Hvil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
