Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 68
UNGE DIGTE
2
Jeg husker en Eftermiddag i Skovene ved Meudon.
Det var vist i Midten af Maj. Skyggerne blev saa lange . . .
Jeg husker et Silkegrønt ... og et Glimt af et blegnende Blaat.
Jeg husker din tunge Tavshed. Jeg blev saa forunderlig bange.
Da var det, at Solen gyldned et Blad, der bævede grønt.
Da randt mig i Minde en Blodbøg fjernt i en elsket Park.
Ved Løvfaldstide ejed dens Blade en Lød som din Læbes Blod;
Pludselig gled der en Ild fra Stammernes saftfulde Foraarsbark . . .
»Lille Veninde I du véd ikke, hvor din Læbe ligner det Blad.
Ogsaa din Læbe rødmer tyst ... og se, hvor din Mundvig bæver . . .
Lille Veninde! jeg holder af dig, skønt ikke du gør mig glad.
Der er i dit Blik noget inderligt godt, som ind i mit Øje svæver.«
»Menteu-eu-eu-r« du skreg ... og lo saa lidt... og bed min Læbe til Blods.
Med den mørke Draabe, der piblede frem, sminkede du dig lidt.
Saa sprang du smidig op paa min Ryg med korte og kaade Skrig.
Jeg husker igennem den ensomme Skov et vildt og forpustet Ridt.
Solen gik ned. Vi skulde med Baaden hjem til Paris.
Trætte gik vi, og tavse begge, bort imod Aftenhimlen.
Da var det, et Ord af en Oldtidspoet, visselig trist og vis,
bragte mit trætte, urolige Sind i en stor og tungsindig Svimlen . . .
»Kurtisanen har intet Efteraar« . . . Arme lille Veninde!
Om nogle stakkede Aar har du naaet din Vinter den grumme, den sorte.
Om nogle Aar er al din skælvende Vaar ufravigeligt borte.
Der lever af dig — i et Legem, en Sjæl — et kort og forgængeligt Minde.
I Baaden hjem til Paris jeg sad med din lille Haand i min.
»P’tite chére . . .« jeg fandt ikke andet at sige dig, der var knugende stum.
Vi sad og stirrede begge To langt bort i Aftenens Rum . . .
Jeg husker din Haand . . . den laa som en lille og livsvarm Fugl i min.
OKT. 99.
3
Saa kom altsaa det, som jeg vented:
Hver Dag skal gøre dig mere hvid.
Ene ligger du . . . stum og blid.
Lille brystsyge Blomst ved Vintertid!
Kunde jeg komme og stryge dit Haar!
— i dets Mørke blev du saa endeløs hvid —
Du er ikke mer, naar jeg kommer om Aar . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
