Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
s 84
OM MUSIK OG MUSIKERE
Understøttelser er det, at de, som kan mindst, ere de mest berettigede. Vore
Dirigentpladser besættes jo helst med Udlændinge, de unge kan i ethvert Tilfælde
ikke vente at faa Brug for deres Evner paa denne Kant, og de med Tiden mere
og mere beskedne Organistembeder besættes nu fortrinsvis med Skolelærere og
andre Dilettanter — helst af Præstens Familie.
Bedst var det maaske, om man helt sparede Organisten og istedetfor anskaffede
Drejeorgler til Salmesangen. Der vilde dog være noget vist højtideligt i at se en
af vore stakkels Invalider, der ellers med deres falske Lirekasser (værre end de
træffes noget Sted i Udlandet) afgiver en i dobbelt Forstand skærende Disharmoni
til det lystige Hovedstadsliv, besørge et saadant Drejeværk, og det vilde tillige være
en billig og nem Maade at faa den traditionelle Kirkemusik arrangeret paa.
Havde endda den danske Komponist et Publikum at støtte sig til, blot en mindre
Kreds af Tilhørere, der interesseret fulgte de moderne Bevægelser i vor
Musikverden, saa vilde der kunde ydes ham en ringe Trøst. Dette er imidlertid saa
langtfra Tilfældet. Et Nutidspublikum bestaar dels af Familien, der gaar med, fordi
den føler sig forpligtiget, dels af enkelte Venner og Bekendte, der kommer af
Nysgerrighed — Resten er Fribilletternes store Skare.
Det eneste, der endnu kan lokke Folk til at gaa til en Koncert, er et eller andet
moderne Klaveruhyre, en syngende Juveludstilling, eller en Violinistinde med
bedaarende Øjne eller endnu bedre: en smægtende, sød Tenor. Er det dansk Kunst,
der ønsker at faa Publikum i Tale, er Vejen for lang og Pungen for tom.
Med vore Foreninger gaar det langsomt ned ad Bakke. Musikforeningen bestaar
snart udelukkende af Byens ældste; det er et Publikum, der langsomt vil uddø,
thi de unge træder sikkert ikke til for at afløse de gamle.
Vi havde engang Koncertforeningen, vi havde Nerudas Kvartetsoiréer og
Kapellets Kammermusikkoncerter, nu har vi snart kun Cæcilieforeningen tilbage, men
denne Forenings Døre ere lukkede for den unge Kunst, og dens frodige
Blomstring betegner netop Reaktionen.
De utaknemligste og modvilligste Tilhørere en Kunstner kan have er maaske
netop de kære Colleger, de mangé Musikere og Musiklærerinder. Her trives
Bornertheden i fuldeste Maal, her florerer Klikkevæsenet, her findes den smaaligste
Misundelse, her hører man kun hvad man vil høre, ser kun hvad man vil se.
Stakkels unge Komponist, naar du skal løbe Spidsrod igennem disse sluttede og
frem-skridtsfjendtlige Rækker, skal du have en haard Ryg!
Der er maaske et svagt Haab om, at der i Fremtiden, lidt efter lidt og paa
forskellig Maade, kan udvikles et nyt og mere forstaaende, mere modtageligt
Publikum. Forholdene for Tiden synes nærmest haabløse.
Og nu vor Presse! — har den forstaaet sin Opgave ? — har den med Sympathi
og Interesse taget sig af den ungé Kunst og samtidig søgt at værne om de
Musikforetagender og Foreninger, vi havde ? — har den aldrig været partisk og uvillig ?
— Kritikeren er vel den, der sidst af alle taaler Kritik; medens han fordrer den
største Tolerance af Kunstneren, er han i Reglen selv yderst ømfindtlig — alligevel
bør det næppe forties, at vor Presse i høj Grad har været med til at knuse og rive
ned.
Saa udviklende god Kritik kan være, saa ødelæggende er den skaanselsløse, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
