Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
dommedag. Selve ordet var som et pust fra en
bortglemt verden.
Et nyt lyn. Men nu varte det længer før
slaget kom, saa uveiret hadde vel trukket over
huset.
Hun slappet stillingen og lot blikket gli rundt
i værelset. Det var firkantet og dypt, utstyrt
med svære skindmøbler og virket dystert i den
skumre stemning som fløt ind utenfra, men hun
tænkte sig at her nok kunde være hyggelig om
aftenen, naar ampelen i taket, nei, ikke den for-
resten, men skrivebordslampen og standerlampen
med den store, gulbrune silkeskjermen var tændt.
Og naar der var mennesker. Ett menneske var nok.
Han skulde sitte i den lænestolen og læse.
Og hun skulde sitte her i sofaen ved bordet og
sy. Sy paa hvad? Hun smilte genert til sig selv
og la hænderne for ansigtet.
Det lynte igjen, litt mat, og slaget fulgte
længe efter.
Saa vilde han lægge boken sammen og se paa
hende med sine gode øine, som ikke var fjerne
længer, og si at nu fik det være slut for iaften.
Nu skulde de ha skumringstime. Men saa blev
de forstyrret av piken som kom ind for at melde
en telefon til fru Jonassen. Fru Jonassen. Javel.
Det var bare Dikke. Om hun ikke vilde gaa
med der og der. Neitak, hun hadde ikke anled-
ning, næste uke reiste de en tur til Kristiania
baade hun og hendes mand. Hendes mand. Javel.
Hun för op. Det klasket mot ruten i haarde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
