Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
Kirsten blev lang i ansigtet. Bort? Nu hun
hadde været borte saa længe. Aldrig.
Men herregud da. Det var jo fil hendes eget
bedste. Hun hadde godt av at træffe nye menne-
sker, det gjaldt at faa væk de gamle tankeop-
kokene.
Han skridtet videre, han hadde det travelt.
Nei, bort nu? Aldrig i evighet. Hadde hun
ikke ødslet nok med tiden.
Men hendes far, som kom der om eftermidda-
gen, sa at det slap hun ikke. Saapas skulde hun
stole paa lægen at hun adlød forskrifterne.
Kirsten stak i at graate, hun var saa svak
endda. Var da hele livet et eneste mareridt, hul-
ket hun.
«Kirstenliten da!» Han strøk hende over haa-
ret, litt keitet. Naar hun først kom væk, skulde
hun bare se — — —. Saa vilde han nok faa breve
som ellers med begyndelsen: Kjære pappa, her er
altfor vidunderlig, forsøkte han at slaa det hen i
spøk. Men hun saa ikke op engang.
«Ikke graat,» bad han alvorligere. «Jeg føler
mig i slikt ansvar overfor din mor. Jeg har latt
dig skjøtte dig selv, jeg kjender ikke dine veier.
Der skal opdragelse fil for at fa tingene behersket.»
Hun blev stille med ett og begyndte uten over-
gang at snakke likegyldig om andre ting. Først
da han reiste sig for at gaa, kom hun tilbake til
spørsmaalet. «Vel, jeg reiser,» sa hun, — «du
skal se at din datter kan beherske sig selv om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
