Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
gaten. Kirsten vilde ta sin kusine i armen, men
denne vred sig unda. «De har nok hjerte for
alderdommen, De frøken Seehof,» smilte Brander.
— «Alderdommen !» brast det harmfuldt ut av
hende. — «Hører De virkelig paa Kirstens sludder?»
Samtalen hjemover gik trægt. Deres forsøk
paa at late uberørt av det passerte mislykkedes,
og noget som kunde forsone skedde ikke.
Men da Kirsten sat paa toget om aftenen, kom
angeren. Hun forsøkte at motstaa den ved at
rippe op i hukommelsen alt det krænkende han
hadde sagt og gjort, men det blev ingenting mot
hendes egen optræden. Tilslut fandt hun frem
papir og blyant og rablet ned et litet brev.
«Kjære hr. Brander!
De har selv fortalt mig om nogen ormer som
nærer sig ved hjertet. Tvil f. eks. Ved mit
gnager en anden art: Anger. Den biter saa. Au!
Var det min skyld eller Deres skyld det hele.
Eller var det vore respektive dæmoner som drev
sit spil.
Eller — skal vi uttrykke det paa den maaten
— De dolket mig, og der randt litt blod.
Hvorfor ialverden gjorde De det? Engang
fortalte De mig tusmørkeeventyr. Det prosaiske
emne var husvarmen, men det blev poetisk be-
handlet. Hvad var det nu jeg skulde si? — Jo, —
husvarmen er noget lunkent, lummert noget som
ingen bruk har for slike spidse vaaben som en
dolk.
Er jeg litt bløt i grunden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
