- Project Runeberg -  Møllen ved Floss / Anden Del /
42

(1895-1896) [MARC] Author: George Eliot Translator: Christian August Bugge
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Bog - I. Red Deeps

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

lene 42 == ==5

land, som noge Faar holdt tæt afgnavet. I sin Barndom havde
Maggie næret megen Ærefrygt for dette Sted, der kaldtes
» Red Deeps<, og trængte al sin Tillid til Toms Kjækhed for
at gjøre sig fortrolig med et Besøg derhen -— Syner af Røvere
og vilde Dyr truede i hver Hule. Men nu havde den kun
en Tillokkelse for hende, som ethvert ujevnt Jordsmon,
enhver Tilnærmelse til Klippe og Hulvei har for de Øine,
der stadig hviler paa Sletten; især var dette Tilfældet om Som-
meren, naar hun kunde sidde paa Græsset i Skyggen af
en grenet Ask, der heldede ud fra Høien over hende,
og høre Insekternes Summen klinge som bittesmaa Klokker
paa Stilhedens bløde Klædebon; eller hun kunde sidde der
og se Sollyset trænge gjennem de fjerne Grene, som om
det vilde jage og drive hjem de vilde Hyacinthers him-
melske Blaa. Nui Juni var ogsaa Nypetomnene i al sin Glans,
det var endnu en Grund til, at Maggie skulde lægge sin
Vei til »Red Deeps< hellere end til noget andet Sted,
naar hun var fri og kunde gaa, hvor hun vilde, — en
Fornøielse, som hun elskede saa høit, at hun undertiden —
i sin Selvfornægtelsesiver — mente, hun burde nægte sig
selv at nyde den ofte. -

Du kan se hende nu, naar hun vandrer sin Ynd-
lingsvei og træder ind i »Deeps< gjennem en Gruppe
af skotske Furuer; — hendes høie Figur og lavendel-
farvede, gamle Kjole skimtes gjennem det arvede, sorte
Silkesjal af et Slags stormasket, netagtigt Stof, og nu da
hun er sikker paa at være useet, tager hun Hatten af
og hænger den over Armen. Man skulde ganske vist
tro, at hun var naaet længere i Livet end det syttende
Aar — maaske paa Grund af den stille Hengivelse i det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Apr 14 00:26:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vedfloss/2/0048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free