Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - X. Fortryllelsen synes brudt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 263 —
Maggies Arm var en saadan Arm — og den havde
Livets varme Farve.
En vanvittig Tilskyndelse greb Stephen; han styrtede
hen mod Armen og overøste den med Kys, idet han
greb fast om Haandledet.
Men i næste Øieblik rykkede Maggie den fra ham
og sendte ham et Øiekast som en krænket Krigsgudinde,
skjælvende af Raseri og saaret Stolthed.
» Hvorledes tør De vove?< sagde hun med en dybt
rystet, halvkvalt Stemme. » Hvad Ret har jeg givet Dem
til at fornærme mig?<
Hun styrtede fra ham ind i det tilstødende Værelse
og kastede sig med skjælvende og bankende Hjerte paa
en Sofa.
En skrækkelig Straf havde rammet hende for den
Synd, at hengive sig til et Øiebliks Lykke som var For-
ræderi mod Lucy, mod Filip — mod hendes eget bedre
Jeg. Dette Øiebliks Lykke var bleven rammet af en
tærende Rust — af Spedalskhed: Stephen agtede hende
ringere end Lucy.
Stephen lænede sig tilbage mod Træverket i Driv-
huset, fortumlet af modstridende Lidenskaber — Kjær-
lighed, Raseri og sansesløs Fortvivlelse; Fortvivlelse over
sin Mangel paa Selvbeherskelse, og Fortvivlelse over, at
han havde saaret Maggie.
Den sidst nævnte Følelse fik Overhaand over enhver
anden; at være ved hendes Side igjen og bønfalde om
Tilgivelse var det eneste, som evnede at drive ham til
Handling, og hun havde kun siddet nogle Minutter, da
han kom og stod ydmyg foran hende. Men Maggies
bitre Raseri var uformindsket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
