Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XI. Paa Veien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bryde os om hele Verden udenom os, hvis vi tilhørte
hverandre? <
Hendes Aande naaede hans Ansigt — hans Læber
var meget nær hendes — men i hans Kjærlighed til
hende holdt en stor Frygt til Huse.
Hendes Læber og Øielaag bævede; hun aabnede
Øinene helt mod ham i dette Øieblik, lig et deiligt
Skovens Dyr, skræmt, modstræbende under Kjærtegn; saa
vendte hun brat om mod Hjemmet igjen.
»Og naar det kommer til Stykket, < fortsatte han i
en utaalmodig Tone, idet han forsøgte at døve sine egne
Skrupler saavelsom hendes, » bryder jeg ikke nogen virke-
lig Forlovelse: — hvis Lucys Tilbøielighed havde vendt
sig bort fra mig og til en anden, vilde jeg ikke have følt
nogen Ret til at gjøre noget Krav til hende gjældende.
Hvis De ikke ligefrem har givet Filip Deres Tro, saa er
ingen af os bunden.<
»De tror ikke det — det er ikke Deres virkelige
Følelse,* sagde Maggie alvorlig. »De, ligesom jeg, er
gjennemtrængt af den Overbevisning, at de virkelige Baand
ligger i de Følelser og Forventninger, som vi har vakt i
andres Smd. Ellers kunde alle Løfter brydes, naar der
ikke var nogen ydre Straf derfor. Der vilde ikke findes
noget saadant som Trofasthed.<
Stephen taug; han kunde ikke følge Tanken i denne
Modgrund; den modsatte Overbevisning havde præget
sig for stærkt i ham under hele den foregaaende Kamp.
Men det kom snart frem i en ny Form.
»Løftet kan ikke blive opfyldt,* sagde han med
heftig Paastaaelighed. »Det er unaturligt; det eneste, vi
formaar, er at foregive, at vi hengiver os til en anden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
