Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIII. Dreven afsted af Strømmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Merkerne om den tilbagelagte Strækning og de Steder,
de kom forbi, upaaagtede.
Men endelig holdt Stephen, der havde roet lang-
sommere og langsommere, ganske stille, lagde Aarene op,
foldede Armene over Brystet og saa” ned i Vandet som
for at merke sig den Hurtighed, hvormed Baaden gled
frem uden hans Hjelp. + Denne pludselige Forandring
vakte Maggie. Hun saa paa de langstrakte Enge —
paa Bredden nær ved — og følte, at de var hende
ganske fremmede. En heftig Skræk betog hende.
»O, er vi kommen forbi Lukreth — hvor vi skulde
stanse?* udbrød hun og saa" sig tilbage for at se, om
Stedet var ude af Syne. Ingen Landsby var at øine.
Hun vendte sig atter om og saa” fortvivlet, spørgende paa
Stephen.
Han vedblev at iagttage Vandet og sagde i en
fremmed, drømmende, aandsfraværende Tone: »Ja —
langt forbi.<
»Aa, hvad skal jeg gjøre?< raabte Maggie i dødelig
Angst. » Vi kommer ikke hjem paa mange Timer — og
Lucy! 0, Gud hjelpe mig!<
Hun slog Hænderne sammen og brast i Graad som
et forskræmt Barn. Hun tænkte ikke paa andet end paa
at mødes med Lucy — og at se Blik fulde af forpint
Overraskelse og Tvivl — maaske af retfærdig Bebreidelse.
Stephen reiste sig og satte sig ved Siden af hende.
Han tog lempelig Hænderne bort fra-Ansigtet. - » Maggie, <
sagde han i en dyb Tone fuld af veloverveiet Beslutning.
»Lad os ikke vende hjem igjen, før ingen mere kan
skille os ad — før vi er gifte.
Den usedvanlige Tone — de forbløffende Ord —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
