- Project Runeberg -  Møllen ved Floss / Anden Del /
298

(1895-1896) [MARC] Author: George Eliot Translator: Christian August Bugge
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIII. Dreven afsted af Strømmen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— 298 —

(hvilket hun havde glemt) — alt dette udrettedes af en
stærk Haand, der førte hende med sig uden nogen
Villieshandling fra hendes Side, lig dette Tillæg til vort
Selv, der kommer over os med en Berusnings pludselige
’Overmanding — og hun følte intet andet. Al Erindring
syntes at være udslukket.

De gled hurtig nedover. Stephen roede, ført af
Ebben, forbi Træerne og Husene i Tofton — videre
mellem de tause, solbelyste Marker og Enge, der syntes
at være saa fyldt af en naturlig Glæde, der ingen Be-
breidelse havde tilovers for deres Glæde. Den unge,
fyrige Sommerdags Aandedræt, den deilige Rythme af
Aaretagene, nu og da nogle Sangtoner fra en forbiflyvende
Fugl, som om det kun var Overstrømningen af den bred-
fulde Glæde, den søde Ensomhed af en dobbelt Bevidst-
hed, der flød sammen til én ved hint alvorlige dvælende
Blik, som ei behøvede at afvises — hvad andet kunde
fylde deres Tanker i den første Time? Et sagte, under-
trykt Kjærlighedsudbrud flød nu og da fra Stephen,
mens han roede halvt mekanisk videre. — Forresten vekslede
de ikke et Ord, thi hvad vilde Ord være uden en Ind-
ledning for Tanker — og Tanker hørte ikke til den for-
tryllede Luft, som omgav dem, de tilhørte Fortiden og
Fremtiden og var langt borte. Maggie lagde kun som i
Taage Merke til Bredderne, eftersom de gled forbi dem,
og dvælede ved Landsbyerne uden Gjenkjendelse. Hun
vidste, at de maatte. forbi adskillige, før -de naaede
Lukreth, hvor de altid pleiede at stanse og lade Baaden
tilbage. Hun var bestandig saa tilbøielig til Anfald af
Tankespredthed, at det var rimeligt nok, at hun lod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Apr 14 00:26:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vedfloss/2/0304.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free