Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIV. Opvaagnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J
v
dette nemlig, at vi føler for hinanden. Det vilde slide
mig løs fra alt, hvad der i mit forgangne Liv er bleven
mig kjært og helligt. Jeg kan ikke begynde et nyt Livs-
afsnit og glemme dette. Jeg maa tilbage til det — klynge
mig til det, ellers vil jeg kjende mig, som havde jeg ikke
fast Jord under mine Fødder.< |
»Gode Gud, Maggie! sagde Stephen, reiste sig lige-
ledes og greb hendes Arm: »De taler i Vildelse. Hvor-
ledes kan De vende tilbage uden at ægte mig? De ved
ikke, hvad man vil sige om Dem, min Elskede. De ser
ikke noget i dets rette Lys.
»Jo, jeg gjør. Men man vil tro mig. Jeg vil tilstaa
alt. Lucy vil tro mig — hun vil tilgive Dem og — og
— Oh — noget Godt maa der dog komme af at holde
fast ved, hvad der er ret. Kjære, kjære Stephen, lad
mig gaa! Drag mig ikke dybere ned, lad mig ikke faa
flere Samvittighedsnag at udholde. Af min hele Sjæl har
jeg aldrig givet mit Samtykke
og. gjør det heller ikke nu.<.
Stephen slap hendes Arm og sank tilbage i Stolen,
halvveis kvalt af fortvivlet Vrede. Han forblev taus nogle
Øieblikke og saa” ikke paa hende, mens hendes Øine
længselsfuldt hvilede paa ham, . forskrækket over denne
pludselige Forandring. Tilsidst sagde han, fremdeles uden
at se paa hende:
»Gaa da — forlad mig — pin mig ikke længere
jeg kan ikke holde det ud.<
Uvilkaarlig bøiede hun sig mod ham og strakte
Haanden ud for at berøre hans. Men han veg tilbage,
som om det havde været glødende Jern, og sagde atter:
»Forlad mig!k
Maggie var ikke paa det Rene med, at hun traf en
Eliot. B. 1. 2 D. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
