- Project Runeberg -  Møllen ved Floss / Anden Del /
370

(1895-1896) [MARC] Author: George Eliot Translator: Christian August Bugge
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Bog. Redning tilsidst - V. Den sidste Strid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

stod 1 Fare for at handle efter lutter Egensindighed,
maaske det var hans Pligt at give efter — samvittigheds-
fulde Mennesker er tilbøielige til at se sin Pligt i det, som
er den pinligste Fremgangsmaade — og at give efter var
altid pinlig for Dr. Kenn. Han bestemte sig til at raade
Maggie til at reise bort fra St. Osg’s en Tid, og han
udførte det vanskelige Hverv med saa megen Hensyns-
fuldhed som muligt, idet han kun i dunkle Omrids
meddelte hende, at hans Forsøg paa at forsvare hen-
des Ophold her, vakte en Misnøie mellem ham selv og
hans Sognebørn, der truede med at hemme hans Ind-
flydelse som Prest. Han bad om Lov til at skrive til en
geistlig Ven, som muligens kunde modtage hende som
Guvernante i sin Familie og i modsat Fald sandsynligvis
vilde vide at finde en passende Stilling for en ung Dame,
som Dr. Kenn interesserede sig saa levende for.

Stakkels Maggie! Hun hørte dette med skjælvende
Læber. Hun kunde ikke sige andet ’end et svagt » Tak, —
jeg er Dem meget taknemmelig,* og i det øsende Regn-
veir gik hun hjem til sin Bolig med en ny Følelse af
- Forladthed. Hun maatte færdes som en ensom Vandrerske;
hun maatte ud mellem fremmede Mennesker, som vilde
undres over, at hun ikke følte nogen Glæde ved Livet;
hun maatte begynde et nyt Liv og stive sig op til at

modtage nye Indtryk og hun var dog saa usigelig
træt, saa syg af Træthed. Der var iutet Hjem, ingen
Hjelp for den Vildfarende. Selv de, der følte Medlidenhed,
blev tvunghe til at vise Haardhed.

Men burde hun beklage sig? Burde hun paa den
Maade vige tilbage for et langt Liv i Bodfærdighed, som

var hendes eneste Mulighed for at lette Byrden for andre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Apr 14 00:26:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vedfloss/2/0376.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free