Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
HVALROS.
De største Hvalrostænder, jeg har seet, var et Par Tænder
af en Han, der kjøbtes om Sommeren 1879 paa St. Lawrence 0
i den nordlige Del af Beringshavet. De maalte 830 og 825 mm.
i Længde, den største Omkreds var 227 og 230 mm. og den
samlede Vægt 6,680 gr. Ogsaa Tænder af Hunner har jeg
seet næsten ligesaa lange; men de adskiller sig fra Hannens Tæn
der ved at være langt smækrere. Tændernes Yderflade er altid
fuld af Sprækker; indenfor findes et Lag af sprækkefrit Elfenben,
som igjen omslutter en kornet, paa sine Steder halvt gjennem
skinnende, ligesom olietrukken Benkjerne.
Naar Hvalrossen bliver meget gammel, svømmer den gan
ske alene omkring som en Eremit, men ellers holder Dyr af
samme Alder og Kjøn sig sammen i store Flokke. Ungen føl
ger længe Moderen og beskyttes af denne med synlig Ømhed
og stærkt fremtrædende Moderkjærlighed. Dens første Omsorg,
naar den bliver forfulgt, er derfor at frelse Ungen, selv om dette
sker ved Opofrelsen af dens eget Liv. En Hvalroshun med Unge
er næsten altid fortabt, hvis de opdages af en Fangstbaad. Hvor
ivrigt den end med Stød og Puf søger at faa Ungen bort eller
at vildlede Forfølgerne ved at dykke med denne under Fremlab
berne, bliver den dog som oftest naaet og dræbt. En saadan
Jagt er sandelig grusom-, men Fangeren kjender i sin Bedrift ikke
til Skaansomhed.
Hvalrosserne, især gamle enslige Hanner, sover og hviler om
Høsten, naar Drivisen er borte, ogsaa i Våndet, med Hovedet
snart over Vandfladen, snart under den og med saa stærkt op
pustede Lunger, at Legemet holdes flydende med endel af Ryg
gen stikkende op over Våndet. Den sidste Maade at sove paa
er vel ikke mulig for en længere Tid ad Gangen, end Dyret kan
holde Pusten, men dette tør maaske vare temmelig længe. Mø
der en Fangstbaad en paa denne Maade sovende Hvalros, bliver
den først vækket med et lydeligt >Tørn op«, inden den harpu
neres, »forat den ikke, om den bliver skræmt, skal hugge Hul
i Baaden med sine Tænder. « Hvalrossen synker og gaar tabt,
Nordenskiold : Vegareisen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
