Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barokk og rokoko i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tul lin
133
brystsyk og han tålte ikke disse drøie festmiddager, „hvor sundhed
drikkes for at tabes". Hyrdelivets uskyldsdrøm som for de andre
var et klædelig kostyme, kom for ham til å stå i motsetning til denne
selskapets solide rikdom og luksus og dets ivrige
forretningsspekula-sjoner. Og den tæringssyke unge manns tanker går mot evigheten
— han døde bare 37 år gammel —; hans sinn løfter sig i andakt
mot Gud som fyller hele verden og skaper livets vekst i det største
og i det minste. Så får hans poesi dog ikke plass i hans omgivelser.
Han anbragte den i et bryllupsdikt, det berømte „En Maidag*, men
poesien i diktet har ikke noget med bryllupet å gjøre. Han flyr fra
selskapets „melankolske fengsel" og sender gjennem åtte vers sine
skarpe piler mot dets ånd. Han flyr en maidag ut i naturen, og
naturen viser sin ranke gran, sine blomstrende enger og lar høre sin
lerkesang, slik som man kan se og høre dem rundt om byen. Hvad
hjelper det! Naturen tegner sig dog for hans blikk som en opstaset
festsal og lerkesangen er en fullkommen koloratur-prestasjon, så
dikteren roper til lerken: „O søde lille fløitenist! Hvo gav dig disse
egenskaber?" Og ekkoet er et skrivebordsekko, som kan lage
epigram. Det „svarede: En skaber!" Men så får Tullin anledning
til å prise Gud i naturen:
Du som er alt, og alt i dig,
hvis fodspor vises allevegne,
hvis væsens skygge tydelig
det aller mindste kræ kan tegne.
Det er hans virkelige poesi. Denne refleksjonspoesi får et mere
naturlig uttrykk i hans prisdikt „Søfarten* og „Skabningens
Ypperlighed*. Tullins religiøse løftning følger her Youngs fromme
Natte-tanker, han ber i „Skabningens Ypperlighed" Young låne ham „den
pen som andagt skar og hvæsset blev i smerte". Men den
bryst-sykes inspirasjon er stakkåndet; derfor sammentrenger han sitt
uttrykk. Det har ikke livets fylde, det har den retoriske effekt, det
har epigrammets sluttethet, det har den abstrakte eleganse, som tiden
yndet. I beundring av menneskenes erobring av jordkloden ved
Sjøfarten roper han til menneskeånden: „Send en speider op til
tankekraftens spidse — og knæl så for dig selv, du engel — djævel
— Gud!" Det kunde konkurrere med selveste Pope. Begge dikt
munner ut i lovprisning av Guds makt og visdom. I „Skabningens
Ypperlighed" fører nattens stjerneverden og dagens vrimmel av liv
hans tanke mot Gud. „Hvad skal jeg se på først? Et bjerg? En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
