- Project Runeberg -  Verdens-litteraturhistorie : grunnlinjer og hovedverker / II. Fra Voltaire til Balzac /
181

(1928-1934) [MARC] Author: Just Bing
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Weimar

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Goethes Faust.

181

skapt Faust i sitt eget billede. Han er trollmannen som gir sig
Mefistofeles i vold, fordi han er fylt av et grenseløst begjær efter
makt og nydelse. Mange andre bearbeidelser fulgte. Lessing vilde
bearbeide sagnet, men han vilde rive Faust ut av djevelens klør,
fordi kunnskapstørsten var en av menneskets edleste egenskaper.
Slik opfattet også Goethe sin Faust, og hans diktning blev en
menneskeåndens seiershymne. Og dog, hvilken ynkelig rolle spiller ikke
den blotte kunnskapstørst her! Den har tatt skikkelse i den
vindtørre Wagner, som alltid vil lære noget, og „rett erkjenne verden
efter evne". Overfor denne kunnskapstrang vet Faust at det som
man skal kjenne, må bo i en selv: „Hvad I ei føler, kan I aldri
fange!" Faust vil ikke bare vite, han vil se; derfor har han
hen-gitt sig til magien, videnskapen slår ikke til for ham. Hans magi er
en utvidelse av ham selv. Han maner ikke verdensaltets ånd, for
verdensaltet er „bare et skuespill" for ham. Men med jordens ånd
føler han sig i slekt, den kalier han frem, fordi han „føler mot til
all jordens lykke og dens kval å bære". Synker han enn sammen
ved synet, så er han dog nærmest i slekt med denne ånd, som i
livets brusen, i dådens storm på tidens den susende vev virker
Guddommens levende skrud. Han er den Faust, hvis kjærlighet til
Gretchen munner ut i den store bekjennelse:

Som Altomfatter,
som Altopholder
fatter, opholder ei
han dig, mig, sig selv?
Hvælver sig Himlen ei histoppe,
ligger jorden ei hernede fast?
og dukker venlig blinkende
evige Stjerner ikke frem?
Ser jeg ei Øje i Øje dig
og strømmer ikke alt
i Sind og Sanser ind
og væver som en evig Løndom
usynligt, synligt om dig selv?
Dermed dit Hjerte fyld, af Tvivl ei delt
og naar din Følelse har gjort dig salig helt,
så kald det, hvad du vil:
Gud! Lykke! Kjærlighed!

Ei Navn jeg derfor kender
Thi Følelse er alt
Navnet er Røg og Klang
som slører Himlen blot.

Sophus Michaëlis’ oversettelse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 19:27:51 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/verdlihi/2/0195.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free