Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyrikken i den siste halvdel av det 19de århundrede. I. Frankrike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Botferd ig synder og faun.
451
biir levende. Naturen smelter sammen med sjelens stemninger til et
vidunderlig hele. Eller Verlaine kan snakke så jevnt og stillferdig og
forsiktig, for så, ved det rette ord med den rette klangfarve pà det rette
sted, å fà oss rykket inn i sin egen svevende stemning. Men der
er også dikt som stammer og sitrer av lidenskap, av betatt andakt,
og som bobler over av hissighet. Og likeså forskjellig som formen
er de følelser den uttrykker. Verlaine er zigøineren, som flakker
gjennem det usleste og det edleste i menneskelivet. Han er snart
en vill Gudsbespotter, en kåt faun, en raffinert vellysting med
sykelige drifter, snart et sykt og livstrett menneske, et svakt barn, som
hulkende kaster sig ned for Guds moders fot, en troende som
henrevet forkynner Guds ære og Guds veide. Man vet like så lite
hvor man har ham, som man vet det med Heine; men Verlaine er,
til forskjell fra Heine, alltid brennende opriktig. Et lite inntrykk av
hvor helt denne poesi er hentet like ut av livet, får man ved denne
lille sonett:
Jeg er et Herredom paa Nederlagets Rand,
jeg ser de lyse Horders Vildskab, ser dem drage
til Seir forbi. I gylden Stil, paa Ordets Sand,
imens jeg bygger Slotte for min Længsels Klage.
Min ensom’ Sjæl er vejløs i et Krat af Lede.
Langt borte rinder Blodet i saa haarde Slag.
Aa — ej at kunne! — Viljen er saa syg og svag —
Aa — aldrig gøre det lidt smukt hernede!
Aa, ej at ville, aldrig kunne Døden møde!
Dit Fæ, hold op at le! Se alt er tømt,
alt er forsøgt, det er forbi og øde.
Tilbage kun: lidt Digt, hvor det er tomt og drømt!
— en Laban af en Dreng, som dig forsømmer,
en Lede, som din Sjæl saa haardt fordømmer.
Oversatt av Romanus i „Taarnet“ 1895.
Uten at et ord er sagt, har vi Verlaine levende for oss, som
han sitter ved sitt tømte Absinth-glass på kaféen, mens opvarterne
ler av hans underlige vesen, idet han ser op fra papiret med sitt
syke, uendelig vemodige blikk, og med ett sender dem et skjellsord
av de ekte, for så igjen à rable sin sorg ned på papiret. Hvem
skulde ha sagt at denne antydningenes kunst, som her er det rene
skjære liv i øieblikket, skulde bli til „litteratur" ? Men så gikk det.
Selv forfalt Verlaine til drikk og svir med kvinner. Han levet i
pengetrang og måtte stadig skrive. Selv hans kunstneriske form, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
