Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Benet, eller styrtede der Sand ned i en af
Gangene, saa vidste han, at det var hans Skyld,
og han tog Pryglene med krummet Ryg som
et Æsel og trak sit Læs videre som et Æsel.
Mod de andre Drenge var han haard og
ondskabsfuld, overfor de svagere tog han Hævn
over al den Uret, han og hans Fader havde
lidt. Det var ham ligesom en Tilfredsstillelse
at tænke paa alt dette onde, de havde gjort,
og hvorledes de havde ladet ham dø, og naar
han var alene, mumlede han mellem Tænderne:
»Saadan bærer de sig ogsaa ad mod mig, Fa’er
kaldte de Æslet, fordi han taalte det.« En
Gang da Mesteren gik forbi, sendte han ham
et vildt, skummelt Øjekast og hviskede: »Det
var ham, der var Skyld i det, for lumpne
Skillinger.« Og efter den halte Mommu
snærrede han som en Hund: »Det var ham,
der lo den Aften, jeg hørte det, han lo.«
Han havde taget sig af en stakkels, lille
Fyr, der for kort Tid siden var kommen ned i
Minen i Arbejde, fordi han var bleven uduelig
til sit oprindelige Arbejde som Tagdækker, han
var falden ned fra et Stillads og havde kvæstet
Hoftebenet. — Men selv dette Forhold var kun
et Udslag af Ondskab. — Naar den stakkels,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
