Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det mindste Slag af et Spadeskaft, og den fik
mange den Gang, det gjaldt jo om at live den
op, naar Vejen gik op ad de stejle Skakter.
Saadan gaar det i Verden. Den gamle Graa
havde haft sin Lod og Del i Verdens Hug og
Stød, rigelig endogsaa, ofte havde den krummet
sin Ryg under Byrder og Slag og ligesom
bedt bønlig og stirret med sine fugtige Øjne:
— ikke mere, ikke mere. Nu aad Hundene
disse Øjne, og den gamle Graa lo — lo med
sine kødløse, blottede Kæber og den lange,
hvide Tandrække ad de hungrige Hunde, der
rev og sled i dens Kød.
Der laa den, hvorfor var den egentlig
nogensinde kommen til Verden. Lavamarken
strakte sig vidt og øde, saa langt Blikket
naaede, bølgende brudt i Blokke og Gruber,
ru og sort, ikke en Cicade lod sin Piben høre,
ikke en Fugl hævede sig over den. Intet
hørtes, alt var stille, end ikke Lyden af de
hundrede Hakker og Spader, der arbejdede
dernede, trængte op. Og dog sagde Malpelo:
»det er undermineret alt sammen i alle
Retninger, mod Bjergene, mod Dalen, overalt
strækker de mørke, lange Gange sig dernede,
jeg husker en Arbejder, der foer vild, hans
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
