Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haar var kulsort, da han betraadte Vejen, og
da han kom tilbage var det snehvidt; en anden,
hvis Fakkel gik ud, blev der nede, han gik
angstfuld og fortvivlet og raabte og raabte,
men forgæves. Der var ikke andre end ham
selv, der kunde høre Raabene«, og Drengens
Hjerte skælvede ved Tanken, skønt det var
haardt som Lavablokkene.
»Undertiden sender Mester mig langt bort,
hvor de andre ikke tør gaa hen,« sagde han,
»mig sender de jo alle Steder hen, og hvis
jeg blev borte, var der ikke en, der brød sig
om det.«
Naar saa Natten kom, og Stjernerne
funklede paa Himmelens dybe Blaa og kastede
deres Skær endogsaa hen over Lavamarken,
der laa sort og trøstesløs, strakte Drengen sig
træt af den lange Dags Møje paa Ryggen paa
sin Sæk og saa op mod Himlen og op mod
Stjernerne, der straalede roligt og klart i det
Høje, men han hadede de maanelyse Nætter,
naar Havet skinnede i det kolde Skær, og
Landskabets Konturer tonede frem utydelige
men dog synlige. Saa tænkte han: »Mørke,
det er det, vi skal have, vi hernede, selv er
Lavamarken dunkel og øde, vi er skabt til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
