Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
sig i bænken og sa, han var træt. Dog stod han
op, saasnart de andre var af gaarden kommet, ti
han havde i hu, at han vilde finde Vigdis og tale
med hende.
Ljot var da klædt i sine reiseklær, ti hans tøi
laa i skibet. Saa han bar en sid, mørk hætte
kappe, men den var spændt i brystet med en
dyrebar, forgyldt hægte. Under kappen havde
han en sort kufte, udsydd med sølv og blaat efter
alle sømmer, ti Ljot var meget pragtelskende.
Derfor havde han gode ringer om armer og hæn
der, og han kunde vel lade sig se: han var stor
paa veksten, hærdebred, smal i midjen som en
kvinde, velskabt af lemmer. Hans ansigtstræk
var vakre og smale; kun var han mørk af let
og med stor og fremstaaende, bleg mund. Han havde
blaa øine og langt, sodbrunt håar med et silke
baand omkring.
Det var sol og vakkert veir den dag, og da
Ljot kom ud paa tunet, saa han Vigdis gaa i
engen nord for husene. Han gik fort efter hende
og naadde hende igjen i skogbrynet; da bød han
hende velmødt og spurgte, om hun havde ærinde
noget sted. Vigdis svarte, hun havde ikke andet
ærinde, end hun vilde gaa i bærskogen og
spise bær.
Da skal jeg slåa følge," sa Ljot, det er utrygt
for dig at gaa alene; jeg har hørt, bjørnen gaar
gjerne i bærskogen."
Jeg kunde jo tat min skosvend med, hvis jeg
var ræd," svarte Vigdis, „—„— og uvæbnet er jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>