Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
kanter; men hun kunde dog se lidt af bygden og
fjorden i syd. Slig sad hun en kvæld og stundet
væk; da blev der uro paa hunden, som laa med
snuden i hendes fang; den sprat op og for gjø
ende nedover volden, og nu saa Vigdis en mand,
som stod af hesten og bandt den ved gjærdet.
Hun blev ræd og reiste sig op; det var hendes
agt at søge skogen og gjemme sig, men i det
samme vendte han sig, og hun kjendte Ljot. Han
ropte og bad hende ikke være ræd.
Vigdis blev staaende i døren, og hun svarte:
Det ved jeg vel, at jeg ikke har nødig at
være ræd dig."
Ljot stanset og saa paa hende en stund, da
spurgte han langsomt:
«Hvordan mener du dette?"
Da lo Vigdis en styg latter, men svarte ikke.
Ljot stod og lænet sig til dørkarmen ; han saa
ned i bakken og stødte op muld med sit spyd,
mens han talte til hende:
Nu skal jeg reise hjem; her ligger skib i
Tunsberg, som mine frænder eier. Jeg ved vel,
at det er en stor bøn, jeg bærer frem for dig
nu — at du skal forlade mig alt, som jeg har
gjort mod dig. Men det er saa, at vil du nu
fare med mig, da skal du faa mere hæder og
større kjærlighed, end nogen kvinde har eiet
før dig."
Vigdis lo atter og svarte:
Lidet er det værdt, hvad du lover, Ljot.
Med fager tale lokket du mig til dig engang, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
