Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
Æsa og Vigdis klædte af Gunnar og saa til
hans såar; de skjønte da, at han sa sandt. Vig
dis mælte:
Nu faar du si, far, hvordan dette bar til."
Gunnar svarte:
Det kom sig slig, at vi mødtes i tømmer
skogen, Eyolv og jeg, og da talte han til mig om
dig, Vigdis. Det kan du vel tænke, at ikke holdt
jeg rolig der og lod han håane mig for den ære
løse datteren, jeg havde."
Vigdis tidde stille. Nu la de Gunnar tilsengs.
Han bød Skofte straks fare nordpaa, der huskar
lerne hans laa, og faa dem hjem til gaarden, ti
det var ikke godt at vide, hvad Arnesønnerne nu
vilde gjøre, og, sa han, det var Eyolvs ord, at
nu skulde Vigdis bli hans frille."
Æsa satte sig hos Gunnar, men Vigdis tog
Olav, den mand, som havde været med Gunnar,
hen i en krog og spurgte ham ud om færden.
„ Hvordan værget du Olav husbonden din?"
sa hun.
Det bedste jeg kunde," svarte denne. Og
Gunnar værget sig, som det var at vente af ham;
vi dræbte hver en mand, men de var seks i følge.
Da Gunnar fik banehug, sprang jeg bort til ham
og tog mod ham, som han faldt af hesten, og da
red de andre."
Ved du, hvorhen de stevnet/’ spurgte Vig
dis igjen.
,Jeg ved det, at Grimelundingerne ligger inde
ved det tjernet nærmest Gautestadskogen, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
