Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De tvende Kilder, af Vilh. Bergsøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han skal ei glemme den evige Stad,
Hvor Skjønhedsstraalerne stramme,
Hvor Skjemten og Alvoren følges ad
Og Gjerningen parres med Drømme;
Hvor Nuet løfter ham fuglefri,
Mens Storhedens sjunkne Minder
Ham sang en alvorsfuld Melodi
Om Tiden, som løser og binder.
Og er han ei en usalig Mand,
Der svigtes og vrages af Lykken,
Da skuer han atter Italiens Land
Og hviler i Laurbærskyggen;
Da drømmer han atter med Fryd en Gang
Hin Drøm fra hans Ungdoms Dage;
Han lytter igjen til Sphinxens Sang
Og til Antikernes Klage. –
Du klare Fontæne med Perlers Pragt,
Du boblende, skummende Trevi,
Du kjølige Nymfe i Sølvmorsdragt,
Som vækker en Længsel, en evig, –
Vel lytted jeg tidt til din lokkende Sang
Ved Dag og i Natten den silde,
Dog lærte mig Livets vexlende Gang
En dybere rindende Kilde.
Den bruser dybt i hvert Menneskebryst,
Men dybest dog hos en Kvinde;
Den taler om Længsel, om Savn og Lyst
Saa lifligt som Vaarens Vinde;
Den klinger dæmpet som Aanders Sang,
Den kalder, klager og daarer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
