Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Folketro - Sjæletro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 Folketro
Og alveblot indgik uten tvil som et fast led i julens festligholdelse. Det
nævnes ogsaa uttrykkelig, at man ved de store ofringer »drak sine av-
døde frænders skaal og det kaldtes minne".
Troen paa gaardens verneaand har holdt sig SE stor seighet og
er endnu ikke helt utdød i vore mest avsidesliggende bygder. Han gaar
under forskjellige navn som vette, gardvor (gaardsbeskytter), tusse,
haugbu. Som oftest tænkes han at bo i gravhaugene, som derfor blev
et fredhelligt sted; og de trær, som vokste paa dem, blev fredet og
maatte ikke beskadiges eller omhugges, da man trodde det vakte vettens
mishag og vilde bringe ulykke over gaarden.
Av saadanne »hellige trær" har det staat mange i ældre tid, og det
synes som hver gaard har hat sine. Endnu findes det i Sætesdalen
ytussetrær”, som gaardens eier ikke tillater at nogen beskadiger; selv
vindfaldet maa bli liggende paa stedet, og om nogen vantro ungdom
drager dette bort, blir det samvittighetsfuldt draget tilbake paa sin plass
under tussetrærne.
Mest berømt er kanske den store bjerk paa Slinde i Sogn, som flere
malere har foreviget og som Welhaven har viet sit bekjendte digt. Om
denne heter det i en gammel beskrivelse: Denne bjerk har fra uminde-
lige tider været anset for hellig og betragtes endnu som saadan. Gaar-
dens beboere forsikrer, at det aldrig er kommet ,ykvast" paa træet, det
vil si, at det aldrig har været styvet, stævnet eller beskaaret. Det sies
ogsaa, at gaardens beboere fra gammel tid av har hat, og endnu skal
ha den skik at gyde en kande godt øl paa træets røtter hver julaften.
Man trodde, at det vilde paakomme bønderne selv eller deres kreaturer
en ulykke, dersom de benyttet eller paa anden maate beskadiget træet."
Om den dyrkelse, som vetten var gjenstand for like ind i vor tid,
findes der talrike meddelelser. Paa gaarden Sandmark i Bakke sogn stod
et stort bjerketræ, ved hvilket man altid skulde slaa de første draaper
av melk, som en ko malket, efterat den hadde kalvet, og de første
draaper øl, naar man brygget. Hvis man glemte at ofre til tussetrærne,
trodde man, at hverken kvæget eller andet levende paa gaarden vilde
drives, men armod og fattigdom indfinde sig. Paa Svinækre i Sætesdalen
fandtes en tussehaug og en tussebjerk. Der var en kone, som var saa
ivrig til at slaa vørter paa røtterne, naar hun brygget. »Detti ska faibro’i
hava for ’an va so fæl ei kjæmpe," sa hun. Fra Sørlandet heter det, at
naar man bragte offer til haugene, hilste og bad man. Den som bragte
vørter eller andre saker til en haug i Øslebø, maatte altid hilse og si:
» Guds fred i haugen”. — Naar man paa Helle i Undalen tømte en skaal
ut ved stammen av gaardens vettetræ, sa man med det samme: »O, du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
