Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Visedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338 Visedigtning
vundet, springes der i jublende hop. Dansen selv bestaar kun i at man
holder hinanden i hænderne og danser en »rundkreds"."
Der var i middelalderen anledninger nok til at opføre danser. Særlig
i julen, da grannene efter omgang kom sammen i sine julelag, har disse
været en kjærkommen adspredelse for ungdommen. Scenen var da
røkstuen, hvis flammende baal maa ha git dette skuespil en forunderlig
stemning. Ogsaa ved andre anledninger, naar der kom mange folk sam-
men, som særlig ved brylluper, har visedansen sikkerlig vekslet med de
andre danser, og da brylluper gjerne stod ved St. Hans-tid, var skue-
plassen den frie natur. I middelalderen og længe efter var Olavs-vaka
(Olsok), den 20. juli, en nasjonal festdag, da man langveis fra kom
sammen paa bestemte steder. Endnu kommer færingene sammen i
Torshavn paa denne dag, og »fra sol gaar ned til sol staar op, lyder fra
dansestuerne de eiendommelige, vemodig klingende kvadmelodier og de
dansendes taktfaste trampen ut over byen."
Denne dans hører oprindelig ikke hjemme hos Nordens folk og
nævnes ikke i oldtidens digtning. Den synes at ha været uforenelig med
den tids opfatning av kvinden og hvad der var sømmelig for en mand.
Første gang vi møter disse danseviser omtalt i Norden, er i tiden om-
kring 1100, da det heter i den islandske Biskopsaga: »Den lek var
meget yndet siden den hellige Jon blev biskop, at man skulde kvæde
til kvinde i dans et bløtagtig og anstødelig kvæde, og kvinde til mand
elskovsviser.” Man vil forstaa den uvilje som oftere kommer til orde i
sagaen mot den nye form for selskabelig underholdning, naar man erin-
drer hvor skarpt skille der i oldtiden var mellem mand og kvinde i daglig
omgang; det var et stort sprang fra oldtidens opfatning, ifølge hvilken
loven satte den høieste straf for at digte elskovskvæder til en kvinde,
og til at træde dansen sammen med en kvinde til sang av elskovsviser.
Visedansen, saaledes som vi har lært den at kjende, synes oprindelig,
at ha faat denne eiendommelige form i Frankrike. Ordet dans er ogsaa
fransk og brukes hos os i den ældste tid baade om selve visen og leken.
Vel var dans og sang fra ældgammel tid forbundet hos nærsagt alle jordens
folk; men disse danser var nærmest av rituel art og var et utslag av æld-
gamle religiøse forestillinger. Utviklingen av denne nye selskapsform i Eu-
ropa hænger vistnok sammen med riddervæsenets fremvekst, den nye vur-
dering av kvinden og det nye syn paa kjærligheten som det bragte med
sig. Det la en bløtere og mere følsom tone over livet og dets omgangs-
former, og kvinden blev inden samfundets høiere lag gjenstand for en
dyrkelse som endog hyppig utartet til overdrivelser. Som følge herav
blev nu kjærligheten og kvinden den væsentlige gjenstand for digtningen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
