Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Visedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 Visedigtning
Denne slutning fører os over i middelalderens legendariske viser.
I middelalderen, da verdslig og religiøst gik over i hinanden uten noget
bevisst skille, var der intet til hinder for at danse ogsaa efter religiøse
viser. Paa Færøene sang man endnu i det 18. aarh. salmer til dansen:
med presten i spissen danset man i bryllupper til Isaks vise eller Su-
sannas vise, og kirkegaarden har været en yndet danseplads.
I middelalderen holdt man vaakenat (vigilia) foran de store høi-
tider, da ungdommen samlet sig utenfor kirkene og fordrev tiden mel-
lem messene med sang Og dans; ogsaa naar det var lik i huset blev
det holdt vaakenat over den døde, og tiden blev fordrevet paa samme
vis. Ved disse anledninger laa det nærmest at fremføre religiøse viser.
Av legendevisene er yDraumkvædet" det ældste og merkeligste.
Det gir indblik i de religiøse forestillinger fra kristendommens første
aarhundreder, og viser hvorledes disse endnu var opblandet med reminis-
censer av det gamle hedenskap. Det skildrer hvorledes en ung mand,
Olav Aasteson, falder hen i syner og gjennemvandrer den anden verden:
han er vidne til de ugudeliges pinsler og faar se et stykke av paradis.
Til slut følger en skildring av dommen over de døde. Dette mægtige
kvæde blev først optegnet omkring 1850, og har i Telemarken i 700 aar
været det høieste uttryk for religiøs kundskap og lærdom, hvorfra man ofte
hentet sine citater, og løsrevne vers i mere og mindre forvansket og
tillempet form anvendtes i stor utstrækning som stev.
Moltke Moe har skildret sin stemning, da han første gang hørte
Draumkvædet av en gammel sangerske i Telemark: yDet var koralens
høitidelighet, salmens inderlighet, ekstasens henrevethet, av og til som
en fjern, dirrende öm av kirkeklokker. Jeg begyndte at skjønne, at dette
kvad kunde gaa fra mor til datter og fra far til søn i syv hundrede aar,
og magte at fylde slegt efter slegt med sin høitid og sin helhetsstemning."
I legendevisene faar den middelalderske fromhet ofte sit høieste
uttryk, særlig i visene om jomfru Maria, den milde, naaderike Guds
moder. Hvilken skjær ynde hviler der ikke over den lille vise om Tore
Liti! En due fra himmelen kommer til hende og spør om hun vil følge
med til himmelen; men hun er ung og’ trolovet med kongens søn av
Engeland og har ikke lyst til at dø. Men
Tore liti fekk illt fyrr tuppen gol,
og vart no daud fyrr upprenner sol.
So bar dei liket etter vegen fram,
dei tolv Guds englar fyre rann.
So bar dei liket genom kyrkje-led,
dei tolv Guds englar fallt paa kne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
