Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernalderen - Den ældre Jernalder - II. Den førromerske Tid. En fremmed Gruppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
= ms
mme == -
458 Keltiske Minder i Syd og Nord.
Pætus« i Villa Ludovisi: den slagne Helt, der giver sig selv Døden
efterat have dræbt den Kvinde, han holder i sin Arm, forat hun
ikke skal komme i Seirherrens Vold. Saaledes fremstillede man i
Syden de Folk, der vare Nordboernes Ledere og Læremestre.
Galleren afgav Typen for den overvundne Barbar, der hyppig frem-
stilledes af Sydens Kunstner. Som Trophæer udhuggedes de
keltiske Vaaben i Athenetemplet i Pergamon fra det 2. Aarh.
Ganske anderledes mod Nord. Der seirede de keltiske Vaaben
over Bronzesværdet. Det keltiske Lag, der breder sig til Irland, Eng-
land og Skandinavien, med dets mangehaande indførte Sager og
fremmede, optagne Oldsagformer, minder om, at den keltiske Kultur
for lang Tid vandt Magten over de lavere staaende, barbariske
Folk. Ogsaa herhen forfulgte dog den overlegne, klassiske Civili-
sation sin Fjende. Efterat Kelterne vare beseirede sydpaa, sidste
Gang af Cæsar ved Alesia, afsluttedes den førromerske, keltiske
Periode hos de nærmere boende Folk og i Norden, og den romerske
Tid begyndte.
Saa langt førtes vi fra de bornholmske Gravpladser for ret at
forstaa det keltiske Præg i de danske Fund. Der vil nu fremdeles
spørges, om ikke ogsaa den nye Gravform, Brandpletten, der ind-
finder sig ved den Tid, og det hidtil ukjendte Anlæg af Graven
under flad Mark og i større Samlinger, vil være at udlede fra
samme Kilde som selve Oldsagfundene.
At dette er Tilfældet, har /ngvald Undset 0. A. vist. Allerede
henimod Begyndelsen af Aartusindet f. Chr. blev der i Etrurien
anlagt samlede Gravpladser, hvor de brændte Ben bleve nedlagte
uden dækkende Høi (S. 436). Denne Skik bredte sig lidt efter
lidt til Folkene nord for Alperne, mod Øst indtil Skandinavien,
mod Vest indtil England. Den indførtes til forskjellig Tid og blev
mere eller mindre fremherskende i de enkelte Egne; i det hele
sees det dog, at Tidspunktet bestandig falder senere, jo længere
man fjærner sig imod Nord og henimod Yderpunkterne for de
gamle Forbindelser. I England tilhøre disse Gravpladser det sidste
Aarhundrede f. Chr., i Østpreusen hidrøre de fra den romerske
Tid. Mod Vest, i Frankrig og Rhinegnene, gaa de næppe tilbage
over Midten af Aartusindet f. Chr., og der synes her alene at fore-
komme Urnemarker, ikke egentlige Brandpletpladser. Mod Øst har
den nye Gravskik derimod tidlig bredet sig, allerede i Hallstatt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
