Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernalderen - Den ældre Jernalder - VI. Folkevandringstiden. Fremmede og nordiske Elementer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518 Runeskriftens Oprindelse.
de ældste Runeindskrifter. Tre Stykker fra Vimose, en Høvl af
Træ, en Benkam og et Remspænde, bære en saadan Indskrift; to
fra Thorsbjerg, en Skjoldbule og en Dopsko til et Sværd; i Nydam-
Fuzdet sees Runetegn paa flere Pilskafter, og fra Kraghul foreligger
en Del af en Indskrift paa et Knivskaft og den længste af dem
alle, paa en Lansestage. I de samtidige Gravfund er der truffet
Runeskrift paa et Sølvspænde fra Himlingøie ved Vallø. Hertil
kommer en stor Halsring af Guld fra Straarup syd for Kolding, det
nu tabte Guldhorn fra Gallehus og de saakaldte Guldbracteater fra
den efterromerske Tid, som Alt skal omtales længere fremme.
Det er saaledes ikke noget betydeligt Materiale af denne Årt,
der foreligger fra Danmark, og Benyttelsen frembyder store Vanske-
ligheder. De fleste af disse ere dog nu fjærnede, navnlig ved den
norske Sprogforsker Prof. Sophus Bugges og Prof. Ludvig F. Å.
Wimmers Undersøgelser. Som vist af den sidstnævnte Forsker, i
»Die Runenschrift«, Berlin 1887, er der til disse ældste Indskrifter
benyttet et fælles, germansk-nordisk Alphabet,
hvoraf det yngre, udelukkende nordiske Rune-
alphabet fra Vikingetiden blev dannet. I de
ældre Runer kjendes der fra Norge og Sverige
en Række Indskrifter paa Sten, medens der
i Danmark ingen Runestene haves fra denne
Tid; fra England foreligger der en Del Ind-
skrifter med de samme Runetegn og fra
Fastlandet ialt 15 Indskrifter paa Smykker og
Vaaben, fundne spredt i Nord-, Vest- og
Sydtydskland, i Walachiet, Volhynien og Ungarn mod Øst og i
Bourgogne mod Vest. Runetegnene ere overalt væsentlig de
samme; men Sproget er forskjelligt, gothisk, germansk, angelsaxisk
og i Skandinavien nordisk, i det hele ensartet i alle tre Lande.
Denne fælles Bogstavskrift hos de beslægtede, barbariske Folk an-
tages af Wimmer at være dannet tidligst i Slutningen af d. 2. eller
i Begyndelsen af d. 3. Aarh. efter Chr. F. hos en af de sydlig
boende germanske Stammer, hvorefter den efterhaanden udbredtes
til alle Sider.
Det var ikke et nydannet Alphabet, men opstaaet ved
Efterligning af den romerske Bogstavrække i den Form, den havde
i den første Keisertid. Afvigelserne ere navnlig fremkomne ved,
beee
sr. 727 OR
Fo
Fig. 317. Aarb. 1874. 1/1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
