Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den retslige Ordning, hvorved man i vore Dage mener at give
denne Opfattelse det hensigtsmæssigste Udtryk, har haft en lang
Historie, og der er ingen Grund til at tro, at den nuværende Ord-
ning skulde være den endelige. Hvad der har haft en Fortid, vil
som Regel ogsaa have en Fremtid. Familielivet er ikke et isoleret
Forhold, men staar i den nøjeste Sammenhæng med alle Samfundets
økonomiske og moralske Kræfter og vil derfor ogsaa ændre sin Ka-
rakter og sin Form med disse. Den Udvikling, som hidtil har fun-
det Sted, har, naar vi skulle betegne den med et enkelt Ord, bestaaet
i en Moralisation af Familieforholdet, d. v. s. Ægteskabet har fra at
være i første Linie en økonomisk Forholdsregel, forvandlet sig til at
blive en Tilfredsstillelse for en aandelig Kulturtrang. Mange af de
Krav, som Ægteskabet tidligere stillede, have derfor nu veget Pladsen
for andre, og dertil svarer en Ændring i de retslige Bestemmelser.
Men denne Ændring er hverken ført fuldt ud eller fuldt afklaret, og
der er derfor i Ægteskabets Ordning saavel meget, der blot kan op-
fattes som en Rest af Fortidens ikke længere tidssvarende Bestemmel-
ser, som meget, der maa opfattes som Begyndelser, hvis videre Ud-
vikling maa blive Fremtiden forbeholdt.
Ægteskab er ikke blot en Institution for en Regulering af Parring
mellem Mand og Kvinde, det er langt snarere kun et Ægteskab, for
saa vidt det er Stiftelsen af et Samliv mellem Mand og Kvinde, der
sætter sig andre Maal end Parringen. Kønsforholdet er et af de
mange Forhold, som Ægteskabet regulerer, men det er ikke og har
aldrig været det, som begrunder Ægteskabet. Elskovsfølelsen er, for
saa vidt den grunder i den kønslige Tiltrækning, en urolig flagrende
Følelse. Den er hverken altid vaagen eller varig med Hensyn til sin
Genstand; Tilfredsstillelsen bringer den til at tie, og Vanen sløver
den, saa kun nye Genstande atter kunne give den Friskhed. Mellem
lavtstaaende Menneskehorder uden Kultur viser denne Elskovsfølel-
sens urolige Karakter sig i den Løshed, der hersker i Reguleringen
af Kønsforholdet; men samtidig eksisterer der hos disse Mennesker
ægteskabelige Forhold af ikke ringe Fasthed. I saadanne Horder
gifte alle sig; ugifte voksne Personer ere et ukendt Begreb, men
ingen behøver at gifte sig for at faa sin kønslige Elskovstrang til-
fredsstillet. Elskoven findes og breder sin Stemnings Glans over
disse Menneskers for øvrigt saa fattige Tilværelse, men med Ægte-
skabet har den kun grumme lidt at gøre. Det er først i Samfund,
hvor Ægteskabet er blevet stærkere moraliseret, at Elskovsfølelsen
af sig selv fremkalder Tanken om Ægteskab. Den vilde Mand tager
en Hustru, d. v. s. en Kvinde til varigt Samliv med sig, ikke for at
have en stadig Elskerinde, men for at have en Tjenestekvinde.
Hos nogle af de højere Dyrearter finder man ogsaa et varigere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
