Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke begrundet i hendes Mangel paa Evne til at raade sig selv; hun
betragtedes som Mandens aandelige jævnbyrdige; hendes Umyndighed
var en bølge at, at hendes Interesser vare sammenflettede med hen-
des mandlige Slægtninges, saa hun intet kunde foretage uden deres
Samtykke. Og hvor det drejede sig om en Slægtsinteresse, der traadte
Mandens Vilje frem som det afgørende, fordi det var ham, som holdt
Slægten sammen og i sidste Instans skulde forsvare den med Vaaben.
Derlor kunde den unge Pige ikke raade over sin egen Haand, men
maatte tage den Mand, hendes Fader eller Broder udsaa til hende,
om end hendes Stemme i Praksis jævnlig kunde gøre Udslaget. For
øvrigt kunde hun i mange Ting raade sig selv; hun færdedes frit
mellem de unge Mænd, og man stolede trygt paa, at Slægtens Ære
var i gode Hænder hos hende, hvad angik hendes Respekt for sin
egen Kvindelighed, saa at hun ikke tillod nogen Fornærmelse, der
ikke sømmede sig for en vordende Husmoder.
Ægteskabets Stiftelse fandt Sted med den saakaldte Forlovelse
eller Trolovelse, den oprindelige Købeakt. Det festlige Bryllup var
ikke nogen retsstiftende Akt, men kun Indsættelsen i de Ægtemands-
rettigheder, Trolovelsen havde givet. Denne Adskillelse mellem den
egentlige Ægteskabsstiftelse og den festlige Fuldbyrdelse af den saa-
ledes stiftede Pagt blev af stor Betydning for den følgende Udvikling,
idet den kanoniske Ret optog denne Betragtning. Allerede fra det
9de Aarhundrede blev det Skik, at Kirkens Velsignelse skulde følge
Bryllupshøjtideligheden, og da senere hen Brudens Overgivelse til
Brudgommen fandt Sted gennem en af hende selv valgt Tillidsmand
i Stedet for som oprindelig gennem hendes naturlige Formynder, blev
jævnlig Præsten den, som udsaas hertil. Men ingen Sinde faldt det
Kirken ind at betragte denne Vielse som den ægteskabsstiftende Akt.
Denne, d. v. s. den egentlig sakramentale Handling, laa i.Forlovelsen,
i Ægteparrets gensidige Ægteskabsløfte, som var afgivet ofte længe
før Bryllupet. Der var som sagt en Tendens hos Kirken til at be-
tragte den legemlige Fuldbyrdelse af Ægtepagten som dennes egent-
lige Fuldbyrdelse, saa en Forlovelse, der ikke fulgtes af en saadan
Fuldbyrdelse, ikke var helt uopløselig; men denne Tendens kunde
ikke rigtig vinde Herredømmet og medførte egentlig blot, at Kirken
fra det 12te Aarhundrede skaffede sig et Middel til at opløse For-
bindelsen i visse Tilfælde uden at komme i Strid med Sakraments-
læren. Kirken skelnede nemlig fra Alexander den 3djes Tid mellem
egentlige Forlovelser (sponsalia de præsentij, der havde fuld ægteskabe-
lig Gyldighed, og betingelsesvise, uegentlige Forlovelser (sponsalia de
futuro), der af mange Grunde kunde opløses. Dette var egentlig kun
en juridisk Spidsfindighed og tjente blot til at give Kirken Magt til
at komme ud over de mange praktiske Vanskeligheder, Ægteskabets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
