Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet. Af Dr. phil. C. N. Starcke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skabet, hendes Hjemmegift; den forvaltedes af Manden, men kunde
ikke sælges af ham, og arvedes af hende og hendes Arvinger. Til
denne Hjemmegift maatte Manden føje en Tilgift, i Regelen en Tredie-
del af Boet, og desuden ejede Hustruen sine private Ejendele, Seng,
Klæder, Smykker (’gripr) og den Morgengave, Manden maatte give
hende Morgenen efter Brylluppet. Efterhaanden som Mandens Ægte-
mandsmyndighed tog af, og Mand og Hustru bleve mere ligestillede,
omtrent fra Slutningen af det 12te Aarhundrede, begyndte Ejendoms-
fællesskab at gøre sig gældende, saa at Hustruen personlig ejede sit
gripr, medens alt det øvrige sloges sammen i et Fællesbo, af hvilket
Hustruen ejede Halvdelen. Her i Danmark sejrede denne Ordning
endelig med Christian den 5tes Lov, saa Fælleseje blev den Ordning,
der antoges, hvor ingen Ægteskabskontrakt havde fastsat en anden
Formueordning.
Det var saaledes ret betydelige Ejendomsafstaaelser, en Mand
maatte gøre sin vordende Hustru. Den romerske dos hetaltes af Bru-
dens Fader til Brudgommen; den germanske Tilgift og Morgengave
betaltes af Brudgommen til Bruden. Dette gav Hustruen en over-
ordentlig Selvstændighed; thi gav Manden hende skellig Grund til
Klage, saa kunde hun kræve Skilsmisse, og han maatte da udbetale
hendes Ejendom. Ved sin Slægts.Bistand forstod hun i Regelen at
sætte dette igennem. Paa den anden Side maatte hun vogte sig for
ikke at krænke hans Ægtemandsmyndighed ved Ulydighed og desl.
thi da kunde han skille sig ved hende uden at betale hende noget.
De gamle germanske Ægteskaber fik paa denne Maade den tiltalende
Karakter, vi kende fra vore gamle Sagaer. Mand og Hustru stod
over for hinanden som to selvstændige Personligheder med stærkt
forbundne Interesser. Manden følte sig som sin Hustrus Beskytter,
og hans Kærlighed var bestemt ved denne Følelse, dels ved den Høj-
agtelse, hendes Dygtighed og Energi i Husstyrelsen og hendes ansete
Slægt fremkaldte hos ham. Hendes Kærlighed bestemtes ved hans
Kraft og Manddom, ved hans Anseelse mellem jævnlige og ved Vær-
dighedsfølelsen over at være hans næstkommanderende. Nøgleknippet
ved hendes Bælte blev hendes Hæderstegn og dets Befæstelse paa
Brudedragten en af de vigtigste Ceremonier.
Ikke desto mindre var Kvinden gennem hele sit Liv mere eller
mindre umyndig, fordi hun var den fysisk svage, der ikke selv med
Vaaben i Haand kunde give sine Retskrav det fornødne Eftertryk,
og fordi Familien vilde vogte Familiegodset og ikke tillod hende
Handlinger paa egen Haand; hvorved hun kunde bringe det i andre
Slægters Eje. Den enkelte Mand var jo imidlertid ogsaa i visse Hen-
seender umyndig, for saa vidt han ikke uden Slægtens Samtykke
kunde sælge Familiejorden. Den nordiske Kvindes Umyndighed var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
