Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Højskolen og Hjemmene. Af Højskoleforstander Helge Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tanker travede omkring Kampen for Brødet. Og med en gennem
i
Slægtled tilbagetrængt Hunger kastede man sig over den med en En-
sidighed, en Fanatisme, en brutal Iver, der var ganske ubegribelig
for Badegæsten i det frodige Nordsjælland.
. *
Heden laa stor og flad og gold. Intet Steds i Landet mærkedes
mindre Vaar og Grødetid. Her var ingen Træer til at faa unge Blade.
Kun Vinden susede hen over det visne Græs.
Og de lave, spredte Hytter, der i Frastand lignede smaa, sorte
Kæmpehøje, laa og krøb sammen. Der var lavt til det nedludende
Tagskæg, og det blaa Bjælkeloft tillod knap en velvoksen Karl at
rette Ryggen. De smaa, fastspigrede Vinduer med de halvklare Ruder
gjorde det kun lidet hyggeligt i de snævre Rum. Og Luften derinde
var hengemt fra liere Aar tilbage. Der var en blandet Lugt af Mad
og vaade Klæder, der slog en i Møde, naar man aabnede Døren. Her
slap Vinden aldrig ind.
Den hvidkalkede Kirke laa der i sin Enevælde og skuede maje-
stætisk ned over den beskedne Faaretold. Her sad en rettroende
Præst. Hans snæverhjertede Konsekvens var streng som Naturen
ude omkring. Og lians retlinede Tanker kunde let fattes af den lidet
dannede Befolkning. Præsten talte om, hvorledes Folks Retskaffenhed
var deres værste Fejl, fordi den lukkede deres Hjerter for Naaden,
og at langt flere gik til Helvede for deres Retskaffenheds end for
deres Synds Skyld. Den vantros Dyder vare kun glimrende Laster;
naar han vaagnede i Pinen, vilde hver god Følelse være reven fra
ham. Thi Dydens og Lastens Vej var den samme, de førte begge i
Afgrunden, og kun Troens Vej førte til Salighed.
Den Lære var let at forstaa, den var flad som Heden og haard
som Vestenvinden; man nød den med barsk Velbehag. Og disse
tunge, forslidte Mænd og sløve, forasede Kvinder hildede sig fastere
og fastere i Forestillingen om, at ude ventede kun Slid og Slæb for
det daglige Brød, hjemme kendtes kun tarvelige Glæder, og naar al
den møjsomme Fattigdom var forbi, saa stod der en streng Gud
parat til at tugte med evig Pine og Rædsel. Og de dukkede sig
endnu dybere i deres aandelige og legemlige Armod.
Hvor Vinden dog kunde blæse, det var som den skar igennem
alt, hvad man havde paa. Saa uvenlig, skarp og kold slog den en i
Møde, bare man aabnede en Dør. Den peb i Skorstenen og foi hen
over Markerne med dens sønderrevne Røg. Og naai den omsidel
havde raset sig træt, saa kom Taagen, Havgusen, og lagde sig tung
og melankolsk omkring en. Den gjorde alle Omiids utydelige, foi-
størrede enhver Bagatel i Nærheden og skjulte aldeles de fjeineie
11
VORT HJEM. I. Bd. 2. Afsnit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
