Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Musikken i Hjemmet. Ved Hortense Panum - Hjemmets Musik i gamle Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trubadur- og Minnesangens bedste Tid falder i det 12te og 13de
Aarhundrede; i det 14de er Ridderdigtningen allerede i Tilbagegang.
Det bliver nu den tyske Haandværkerstand, der overtager Ledelsen
af Digtning og Sang. Urolige Tider bevirkede, at Sangen for en Tid
maatte tage til Takke med den Plads, der blev den budt i de tyske
Byer hos de stræbsomme men i kunstnerisk Henseende aldeles ufri
Mestersangere. Bunden af pedantiske Love og sammenfort med en
tør prosaisk Tekst tabte Melodien der sin Ynde og sank ned til kun
at blive en Psalmodi, en tom Lirumlarum over faa Toner. Men den
tilsyneladende tarvelige Pleje, der blev Musikken til Del hos Mester-
sangerne, bar ikke desto mindre sin Frugt. Den jævne Borger væn-
nede sig til at betragte Musikken som en Del af sit Liv i Hjemmet. De
fleste tyske Haandværkere vare Medlemmer af et Mestersangerlav, og
dette tvang dem til hjemme at beskæftige sig med Sang. Naar Dags-
arbejdet var til Ende, lærte de deres Pensum af Mestersange udenad;
som videre fremskredne »Sangere« maatte de endogsaa selv forfatte
Melodier. Saaledes gik det til, at Musikken gennem Mestersangen fik
Indpas i det tyske borgerlige Hjem.
Med Sangen drog snart ogsaa Instrumenterne ind i Byhjemmene.
I Spidsen gik Lutten; den blev i det 15de—18de Aarhundrede ret
egentlig »Hjemmets Instrument« og spillede i Datidens Hjem ganske
den samme Rolle som Klaveret i Nutidens. I intet musikvenligt Hjem
savnedes i det 15de—18de Aarhundrede denne »Dronning for alle
Instrumenter«, som den benævnedes.
Indført fra Orienten ved Korstogenes Tid var Lutten i Europa
allerførst kommen i Hænderne paa Trubadurernes Tjenere, de saa-
kaldte Jonglører, og den holdt sig derfor i Begyndelsen alene til de
romanske Lande. Til de germanske naaede Lutten først i det 15de
Aarhundrede, men den vandt saa til Gengæld der saa almindelig
Yndest og fik en saa stor Udbredelse, at, som sagt, til Dato kun Kla-
veret har opnaaet en lignende Popularitet.
Af Udseende lignede Lutten en Mandolin, men den havde et langt betydeligere
Strengeantal og eksisterede i mange forskellige Størrelser. Den saakaldte Ærkelut,
den største Lutform, var tre Alen høj. Gennemgaaende havde Lutinstrumenterne en
fuld og kraftig Tone, thi de fleste Strenge vare dobbelt betrukne*). Det kostede ikke
ringe Umage at holde disse mange Strenge i Stemning. »Hvo et Aar slaar Lutten«,
skriver Peter Syv, »skal stemme i fire«, og den tyske Musikskribent Johann Matthe-
son gør et lignende humoristisk Regnestykke, idet han paastaar, at en Luttenist, der
er 80 Aar gammel, har brugt de 60 Aar af sit Liv til at s te m m e sit Instrument.
Datidens Musikvenner skyede dog ikke det Besvær, det vanskelige
Instrument førte med sig. Der foreligger endnu Lutbøger i Massevis,
skrevne saavel som trykte; man har i dem Beviserne for Fortidens
overordentlig flittige Syslen med dette Instrument, der nu er glemt
*) d. v. s. at to og to af de p a r v i s ordnede Strenge stemte ens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
